TRAVELLING & TREKKING

Søren Viit Nielsen   email me    © Copyright info
New or updated information is welcomed

My other website  ENGLISH / AMERICAN STUDIES

Kanchenjunga / Annapurna

Indhold / Contents

    ·  Page 1   Introduction       Rute/Itinerary      Kathmandu
    ·  Page 2   Sukhetar - Mirgin La
    ·  Page 3   Ghunsa - Khambachen/Jannu - Lhonak
    ·  Page 4   Pangpema - Kanchenjunga - Sukhetar

Page 7:Tekstfil

Kanchenjunga

Vandring i Nepal oktober 2002

- efterfulgt i nov. - dec. af trek rundt om Annapurna / Nar Phu

Kathmandu, 30. sept.

Nu har jeg været et par dage i Kathmandu efter en lang, trættende tur, som blev ekstra anstrengende, fordi SAS var forsinket fra Kastrup, så jeg ikke nåede min forbindelse i London. Heldigvis har Quatar Airlines daglige flyvninger til Kathmandu, så jeg kunne nøjes med en enkelt overnatning på et hotel i Heathrow, London.
I Kathmandu har jeg haft møde med Mads Mathiasen, Explore Himalaya, som har boet og arbejdet herude i 6-7 år og som har skræddersyet turen til mine ønsker. Til gengæld er der ikke andre deltagere på trekket end mig, dvs. at jeg dog har følgeskab af en guide, en kok, en køkkenhjælper og 3 portere/bærere. Inden afrejse hjemmefra skar vi de sidste to-tre dages trek væk fra turen pga. risikoen for at løbe ind i maoistiske oprørere, som er meget aktive i Nepal i øjeblikket. De dage skulle jeg have gået alene med en porter til Tumlingtar (lufthavn), men det var for risikabelt. Der er stadig en risiko for at vi kan møde dem på vores trek til Kanchenjunga, men nu er vi jo en større gruppe, og maoisterne har hidtil aldrig gjort turister fortræd. Det de gør er at bede om en ekstra trekking fee/donation (betaling) oven i den fee, som jeg allerede har betalt til staten. Hvis vi møder dem, så er det guiden som ordner tingene (jeg skal bare holde lav profil).
Endvidere har vi ikke nogen trekking peak permit (bjergbestigningstilladelse) med fordi den er dyr, så hvis der er regeringsembedsmænd derude, så kan vi ikke bestige Tengkoma (som i parentes bemærket ikke kræver nogen klatring).
Når man læser Dansk Janak Himal Ekspeditions løbende rapporter fra Kanchenjunga (de startede en uge før mig), så bliver det klart, at monsunen endnu ikke er helt overstået. De kæmper sig frem gennem regn og mudder med blodige ben fra igleangreb. Udsigt til bjergene har de først haft i glimt de sidste par dage. Forhåbentlig gør en uges forskel så meget, at jeg først starter mit trek, når monsunen er ovre.
Jeg har været ude at anskaffe mig det sidste udstyr inden trekket. Ekspeditionerne handler åbenbart hos SHONA'S, en snæver, overfyldt butik, som styres venligt, men myndigt af en tibetansk kvinde. Priserne er ikke til forhandling, men til gengæld føler man sig ikke snydt. Jeg har købt gamacher, lejer cramponer (pigge under støvlerne) og en lettere dunjakke, som jeg kan have uden på min dunvest de kolde aftener i teltet. Sådan en jakke kan lejes for 2 kr. om dagen. Explore Himalaya giver mig en isøkse med i oppakningen.
Derudover har jeg mødtes en enkelt gang med Sita og en veninde. Sita er en meget sød og venlig nepalesisk pige, som jeg mødte for to år siden mellem Hile og Lukla, da jeg dødudmattet og vildfaren endte midt på hendes forældres smukke gårdsplads midt i rismarkerne. Sita fortæller, at hendes forældre nu med mellemrum tvinges til at huse maoister. Familien er bange for at komme hjem på besøg, fordi de risikerer at blive rekrutteret af maoisterne. I aviserne kan man læse om, hvordan landsbyer er ved at blive affolket, fordi folk flygter af frygt for oprørernes tyranni.
I Kathmandu er alt tilsyneladende næsten sig selv - bortset fra at butikker og restauranter lukker tidligt om aftenen. Skodderne sættes for butikkerne omkring 9 tiden. Her er nok også knap så mange turister. Mads siger, at antallet af besøgende til Mount Everest nationalpark er nede på 30 %.
Jeg har været på restaurant og spise thai, indisk, italiensk, mexicansk og cajun. Man kan få næsten alt, og det smager godt.

Biratnagar, 2. oktober
1. dag: Kathmandu - Biratnagar.

Tidligt af sted i morges med Buddha Air til Biratnagar, Nepals næststørste by, i Terai. Terai er lavlandet, en del af Gangessletten og ulideligt varmt. Stedet vil ikke opnå point på en byernes hitliste. Man bør i stedet holde sig herfra, medmindre man som jeg er tvunget til at overnatte her for at komme videre mod nord til Taplejung med fly i morgen tidlig. Guiden og resten af ekspeditionen venter på mig i Taplejung, så jeg er alene her.
I lufthavnen i Kathmandu mødte jeg Michael, en glimrende guide fra Topas Rejser, som var på vej til Lukla/Everest med en gruppe. Michael traf jeg for to år siden i Pyrenæerne, hvor vi fulgtes ad en 8-10 dage gennem bjergene. Jeg havde kopieret Topas' rute og løb tilfældigt ind i Michaels gruppe den første aften. Han fortalte i lufthavnen om, hvor få rejsende Topas har nu til Nepal, og han havde hørt, at der kun kom 20 % af det normale antal turister. Så det er hårdt for et land, der har sine største indtægter fra turisterne. I øvrigt forsikrede han mig om, at jeg ikke behøvede af frygte maoisterne.

Keswa, 4. oktober
2. dag: Biratnagar - Sukhetar, 2300 m - Lali Kharka, 2.200 m.
3. dag: Lali Kharka, 2.200 m - Keswa, 2.100 m.

Fire timers forsinkelse i Biratnagar lufthavn, fordi vi måtte vente på, at der blev skaffet et nyt fly til erstatning for et defekt. Det 19 personers fly var fyldt med en fransk gruppe og så mig - heldigvis, for ellers havde jeg måske skullet vente en dag mere på næste fly. På toppen af et mindre bjerg dukkede pludselig en lille landingsbane i Sukhetar op mellem skyerne, og piloten satte sikkert flyet ned i græsset. Flyet styres visuelt og kan kun lande ved rimelig sigtbarhed.
Min sirdar (guide) ventede med sine folk på mig i et gæstehus. Truppen viste sig at være vokset i mellemtiden, så vi nu er en guide, en kok og seks bærere. Guiden er Bag Bir Tamang, og han virker som lige den rette mand for mig. Han er venlig, høflig, betænksom, en stor stærk fyr, der udstråler ro og kompetence. Det er vist ham, der har forlangt en bærer mere på holdet. Han er 27 år, og det er tredje gang, han trekker til Kanchenjunga. Hans fætter er med som kok. Resten er en blanding af lokale folk og folk fra Kathmandu. En af de lokale er nærmest døvstum. Der er en utrolig god stemning, alle er glade og pjatter med hinanden. Og de tager sig godt af mig. Jeg spiser bedre, end når jeg selv skal købe min mad i tehuse på tidligere ture. Klokken seks bliver jeg vækket med te på sengen og varmt vand til at vaske mig i. Så er der morgenmad, mens der i øvrigt pakkes, og afgang ca. halv otte. Vi får varm mad til frokost undervejs, og når vi når frem til lejren ca. kl. 15 er der kaffe og kiks inden aftensmaden. Bag Bir taler så meget engelsk, at vi kan klare alt det praktiske og nødvendige. Tempoet undervejs er moderat, mest af hensyn til bærerne, som slæber enorme læs og som også skal have det rart.
Bjergene vi går igennem gennemskæres af dybe dale, så det går meget op og ned. Landskabet er enormt frodigt efter monsunen, og der er utroligt grønt alle vegne. Imellem ris- og hirsemarker og jordstykker med køkkenhaver og blomster ligger de smukke hvid- og brunkalkede stråtækte bondehuse. I går gik vi igennem en slags regnskov med lianer i træerne og mos- og bregnebeklædte stammer. I morges var det meget tåget og fugtigt, så stierne var farligt glatte at gå på (og en enkelt igle satte sig på mig, men jeg fik den hurtigt tørret af.) Nu skinner solen, og der er en behagelig temperatur her i ca. 2000 meters højde.

Yamphudin, 6. oktober.
4. dag: Keswa, 2.100 m - Mamanke, 2000 m.
5. dag: Mamanke, 2000 m - Yamphudin, 1.650 m.

I går aftes var det for første gang stjerneklart, og i morges ved solopgang kunne vi se en af tinderne ved Kanchenjunga, Jannu 7.710 m, stikke frem over de skovklædte bjerge med sin stejle, spidse top. Tinderne bliver hurtigt dækket af skyer, men ellers har det været en smuk, smuk dag med strålende solskin fra en blå himmel. Landskabet er vidunderligt at vandre igennem. Køkken-, frugthaver og marker bugner af afgrøder. Kardemommeplanterne står mandshøje i den våde underskov, i staldene er der bøfler, køer, svin, geder, og høns og kyllinger piler rundt på gårdspladsen, og folk virker afslappede og tilfredse. Det er et pastoralt landskab - blot passer bjergenes stejle former ikke ind i det stereotypiske pastorale billede. Nogle af børnene er utroligt velklædte og velsoignerede, andre er halvnøgne og snotnæsede. Nogle huse har solfangere, så om aftenen har man det usædvanlige syn herude af spredte lys i landsbyerne på den modsatte bjergside.

Peter Matthiessen (USA) giver i Sneleoparden (1978) en smuk beskrivelse af det opdyrkede nepalesiske bjerglandskab, som stadig er lige aktuel:

”Jeg går i forvejen, vandrer for mig selv i dalens kølige brise. I det strålende septemberlys og bjergenes skygge – stejle småbjerge lukker sig om os efterhånden som dalen bliver snævrere, og snetinderne i nord er forsvundet – løber stien langs et dige mellem den sivgroede kanal og de grønne risterrasser, der trin efter trin falder ned mod flodbredden. På den anden side af kanalen løfter andre terrasser sig mod rygningen på de høje bjerge og en blå himmel.

Ved en hvilemur har man en gang for længe siden plantet to forskellige figentræer: den ene er en banian, den anden en pipal, som regnes for hellig både blandt hinduer og buddhister. Vilde blomster og malede sten er nedsat mellem rødderne for at bringe vandreren lykke på rejsen, og stenterrasser er bygget op om stammerne, hvor den skyggehungrende vandrer kan søge tilflugt og sætte sit læs fra sig næsten uden at behøve at bøje sig ned. Disse rastepladser findes overalt langs handelsvejene, nogle af dem så gamle at de store træer for længst er gået ud og har efterladt to runde huller i de ovale terrasser. Ligesom tehusene og de brede trappetrin der er er bygget ind i bjergene, forlener hvilemurene landskabet med et skær af hellighed, som var vi vandret lige ind i et af guldalderens tabte riger.

Mens jeg venter på bærerne der snor sig op mellem rismarkerne, læner jeg mig op ad et træ på murens øverste afsats og hviler fødderne på det trin, hvor kurvene sættes af. I svidende solskin og en lummer brise fra bjerget går to sorte okser og tærsker ris med flanker der glinser i eftermiddagslyset. Først bliver marken drænet og risen høstet, derefter binder man oksespandet til en pæl midt i risen og driver så dyrene rundt og rundt i stadig mindre cirkler, mens børnene kaster aks ind under deres hove. Siden bliver aksene kastet op i luften, mens kornet der ligger tilbage fejes ned i kurve, bliver hjembragt og endelig renset. Flammefarvede guldsmede i den tidlige efterårsluft, bøjede rygge i stærke røde og gule farver, genskæret fra de sorte okser og hvedestubbe, rismarkernes grønne friskhed og den funklende flod – alt står som forklaret i et udødeligt lys, som gennemskinneligt sølv.

I den rene luft og fuldkomne stilhed, i denne varme og fred og tilsyneladende velstand, fornemmer man det tabte paradis.”

Det nærmeste vi hidtil er kommet maoisterne var i dag, da vi passerede igennem en større landsby, hvor maoisternes røde flag vajede højt over skolebygningen. Vi er langt fra regeringskontrol herude. Oprørerne bevæger sig som en guerilla rundt fra sted til sted. Undertiden kommer de 100-150 mand ned i landsbyerne, tvangsbosætter sig på gårdene og checker tingene. Hæren tror åbenbart, at den kan løse problemet ved at dræbe maoisterne, men i en avisrapport måtte en politiofficer vedstå, at antallet af maoister stadig var det samme, uanset at man havde dræbt omkring 5000 mand. For de faldne rekrutterede oprørerne bare nye folk. Om denne rekruttering fortrinsvis sker frivilligt eller med tvang, står mig ikke klart.

Note: BBC rapport (31 October, 2002): More than 7,000 people have been killed during six years of Maoist rebellion in Nepal, the authorities say. Figures released on Thursday said more than 5,000 of those killed were guerrillas themselves, some 4,050 of whom lost their lives following the introduction of troops in the conflict a year ago. About 1,200 soldiers and policemen, and 800 civilians make up the rest of the dead.

Hver dag har jeg tilbagelagt samme rute som en fransk familie på fire.
I går mødte vi en tjekke, som var på vej tilbage fra Kanchenjunga med højdesyge. Han havde måttet forlade sin trekkinggruppe. Problemet er, at vi (ligesom andre grupper) om et par dage skal stige 1300 m på to dage til 4.360 m. Det lyder vildt i forhold til de almindelige retningslinier, der siger 300 m om dagen, samt en hviledag efter 900 m. Jeg diskuterede det med Mads, da vi planlagde turen, men han sagde, at erfaringerne viste, at det gik, og det er da også den rute, der beskrives i Lonely Planets guidebook. Åbenbart fortrænger man bare enkelttilfælde som tjekken i går. Jeg har selv været syg to gange i 1988, og det var ikke sjovt, så jeg spurgte Bag Bir, om vi kunne slå to dagsmarcher sammen og i stedet holde hviledag ved 3000 m, men det afslog han: det ville være for hårdt. Nu far vi se - jeg er i hvert fald bedre stillet end tjekken, fordi jeg kun har mig selv at tage hensyn til, mens han har ligget under for et indirekte gruppepres.
Dalene bliver snævrere og snævrere, og Yamphudin er den sidste bebyggelse på denne del af trekket til Kanchenjunga South Base Camp (Oktang). Også her i Yamphudin vajer det røde flag over skolen. Sidst på dagen er skyerne trukket sammen, og vi har fået turens første regn og torden. Franskmændene er lige ankommet - oprevne - med blodige iglebid på benene.
Og så har jeg overtrådt en af maoisternes love, nu må vi så se, hvilken straf jeg er hjemfalden til. På trekket hidtil har jeg altid undersøgt vareudbuddet i de få butikker undervejs og undret mig over, at der hverken var sodavand eller især øl. Her i landsbyen fandt jeg så fire lokale mænd sidde i et hjørne af butikken med deres øl, men ingen øl på hylderne. Jeg kunne også godt købe, men skulle drikke den i hemmelighed, fordi det var forbudt af maoisterne.

Torontan, 8. oktober.
6. dag: Yamphudin, 1.650 m - Lamite Jungle Camp, 2.920 m.
7. dag: Lamite Jungle Camp, 2.920 m - Torontan, 3.080 m.
I dag har vi gået gennem regnskov, sæter og rododendronskove op over passet Lamite Bhanjyang, 3.410 m. 1180 m op og 530 m ned. Denne højde giver så en delforklaring på, hvordan det kan lade sig gøre at stige 1300 m de næste to dage. Et sted passerede vi et temmeligt stejlt stenskred, som også voldte bærerne problemer. Jeg fik en rift på knæet, og straks havde Bag Bir hele medicinkassen fremme.
Det har regnet og tordnet hver aften de sidste par dage, så nu må det gerne snart klare op, så vi kan se tinderne omkring os.
 

Tseram, 10. oktober
8. dag: Torontan, 3.080 m - Tseram, 3.750 m.
9. dag: Tseram, 3.750 m. Hviledag/akklimatisering.

Hele dagen i går gik vi i regnvejr op langs floden Simbua Khola til Tseram. Undervejs fik jeg yakost i en lille sæterhytte med et par geder i stalden foruden yakkerne på bjerget. Vi er nu hos buddhistiske sherpaer.
Da vi kom frem til Tseram, kunne jeg mærke lidt trykken for panden pga. højden, og efter aftensmaden fik jeg diare og opkast. Vi troede, jeg havde højdesyge, og Bag Bir ville følge mig ned i dalen i mørket til det sidste tehus, vi havde passeret. I sin omsorg ville han også give mig alle mulige slags piller fra medicinkassen. Jeg fik det nu bedre efter opkastet og valgte at blive og gå i seng. Formodentlig var der tale om et maveonde forårsaget af yakosten.
I morges følte jeg også en svag trykken for hovedet, så jeg valgte under alle omstændigheder at tage en ikke-planlagt akklimatiseringsdag her i Tseram. Det har været en vidunderlig formiddag med solskin fra kl. 6 til 13. Jeg har vasket tøj og taget solbad kun i badeshorts. Bjergene rundt om har et lag pudder af nyfalden monsunsne. Men nu er skyerne og regnen vendt tilbage.
 

Ramche, 11. oktober.
10. dag: Tseram, 3.750 m - Ramche, 4.360 m.

Hvilken forskel en hviledag kan være. I morges vågnede jeg helt klar i hovedet. Bag Bir og jeg skulle prøve at nå to dages program i dag: først til Ramche og så videre til Oktang. Derfor skulle Bag Bir vække mig kl. lidt over fire, men han sov over sig. Det gjorde mig ikke så meget, for det er ikke så sjovt at pakke i bælgmørke. Vi to begav os i stedet afsted kl. 7.30 og gik hurtigt op til Ramche langs Yalung gletscherens sidemoræne. Undervejs så vi en flok blue sheep, og foran os stod tinderne på Rathong og Kabru som en mur af is - med Sikkim og Indien bag muren. En time efter Ramche trak skyerne sig imidlertid sammen, og vi udsatte turen til i morgen. Nu sidder jeg så i teltet i Ramche, mens en haglstorm pisker løs på teltet udenfor.
Ved hver eneste overnatning har der været en meget primitiv brædde- eller stenhytte, som benyttes af yakhyrder og bærere, og hvor man altid kan få en kop te brygget på det åbne ildsted i et hjørne af hytten. Skorsten bruges ikke, så der er sort og tilrøget i hytterne.
Jordbunden omkring Ramche er meget sandet pga. udvaskninger fra gletscherne.
 

Ghunsa, 13. oktober.
11. dag: Ramche, 4.360 m - Oktang, 4.630 m - Ramche - Tseram, 3.750 m - Mirgin La, 4.480 m.
12. dag: Mirgin La, 4.480 m - Ghunsa, 3.475 m.

I går morges begav Bag Bir og jeg os igen afsted til Oktang. Fra en chorten (tibetansk monument) på randmorænen er der i godt vejr en panoramisk udsigt til Jannu (i dag skjult af skyer), Kanchenjunga 1, 2 og 3 (halvt synlig), Kabru og Rathong, og dybt under os Yalung Gletscher, en ødemark af is, sten og frosne søer, der strækker sig sydpå som en mægtig tunge. På vejen så vi flere blue sheep, der mest ligner gemser.
Derpå tidlig frokost i lejren og så afsted tilbage til Tseram og op til passet Mirgin La, to dages vandring for således at indhente den hviledag, jeg indlagde i Tseram. Det var en meget hård opstigning fra Tseram til Mirgin La, den sidste strækning endda i snevejr, hvilket næsten var ved at suge al luft ud af mig. Til sidst var det sådan, at hvis stien gik bare en anelse opad, kunne jeg kun tage to-tre skridt, før jeg måtte stoppe op og hive efter vejret. Jeg gik næsten helt i stå og har aldrig prøvet noget tilsvarende før. Det gjorde det heller ikke lettere, at bærerne fortsatte længere end planlagt, fordi det var svært at finde en egnet lejrplads i sneen. Jeg havde så gået uafbrudt fra kl. 6.30 til 17.30 - med en times frokost indlagt.
I morges var det strålende vejr, og det gav os den mest storslåede udsigt fra Mirgin La til Jannu og to af toppene på Kanchenjunga. Jannu står som en mægtig, bredskuldret kolos, og midt mellem skuldrene hæver sig en pyramide af is og sten.
Sidst på dagen nåede vi så frem til Ghunsa, en temmelig stor tibetansk landsby, som ligger på hovedruten fra Sukhetar lufthavn til Kanchenjunga North Base Camp (Pangpema). Her har jeg indkvarteret mig på eget værelse, fået et tiltrængt varmt brusebad (opvarmet vand fra herbergets køkkenild), vasket tøj, og spist lammemomos i et stort, hyggeligt tibetansk køkken.
Til aften har to af vore bærere forladt holdet, fordi de ikke kunne klare kulden. (Eller også er de fyret, fordi resten af bærerne så kan score deres løn). Det drejer sig om to lokale bærere fra Sukhetar: den døvstumme og en ung fyr), som befandt sig lavest i hierarkiet og var dårligst påklædt. Måske tilhørte de også en lavkaste, i hvert fald blev de lidt hundset med. De skulle selv klare alle fornødenheder undervejs og spiste og sov ikke sammen med de fem andre på holdet. (Det skal man ikke lægge noget ondt i - sådan fungerer den sociale rangordning herude). Især den døvstumme er det synd at miste, altid i godt humør og oplagt til spøg og ballade, uanset hvor meget han fryser. De fem øvrige på holdet kommer fra Kathmandu: vigtigst guiden Bag Bir, dernæst kokken, som næsten hele tiden er i fuldt sving, så ham som bærer min rygsæk, mit telt og mit toilettelt. Han er en flot fyr på 32, som har fortalt mig en forfærdelig historie om, hvordan hans kone stak af med en anden mand fra ham og deres to små børn, mens han arbejdede fire år i Saudi Arabien som bygningsarbejder. Endelig er der to bærere mere på holdet. Alle fem deltager i de forskellige opgaver, f.eks. med tilberedningen af mad - også Bag Bir. Han mener godt, vi kan klare os uden de to lokale bærere, fordi vi kan opmagasinere en del grej her i Ghunsa, indtil vi kommer igen på tilbagevejen.
 

Khambachen, 15. oktober.
13. dag: Ghunsa, 3.475 m - Khambachen, 4.040 m.
14. dag: Khambachen, 4.040 m - Jannu Base Camp - Khambachen.

Inden vi forlod Ghunsa i går, besøgte vi gompaen (klosteret) i byen. For hundrede år siden var det blandt de vigtigste i Sikkim og Østnepal. Nu er der ikke så meget at se, men samlingen af håndskrifter er altid imponerende. Ved indgangen til Ghunsa ligger i øvrigt en udbombet politistation. Det var maoisternes værk sidste år, og siden har der ikke været politi i byen.
Vejen til Khambachen går langs floden Ghunsa Khola gennem småskov af enebær, rododendron og lærk i efterårets farver.
Jeg har igen indkvarteret mig på et kammer – i stedet for teltet. Det er trods alt lidt mere behageligt. Men koldt er her. Jeg sidder i tehusets stue med både dunvest, dunjakke og hue på.
Khambachen er en sæter, som kun er sparsomt beboet et par måneder om året. Tehuset har solfanger, så der er både lys og musik. Man kan købe kinesisk øl transporteret med yak over et pas fra Tibet. Og prisen er konkurrencedygtig sammenlignet med nepalesisk øl sydfra. I går var mine bærere og bærerne fra et andet hold samlet i stuen, og den gode stemning udviklede sig til en livlig dans. I modsætning til Danmark er det her almindeligt, at mænd danser med hinanden. Det er vist nærmest lidt uanstændigt for piger at danse. Det gik livligt for sig: chang, den lokale gærede hirsedrik, og raksi (brændevin) flød i rigelige mængder, og der var hele tiden 10-15 mænd på gulvet. Den eneste kvinde i lokalet, den tibetanske værtinde, såvel som mig selv, lykkedes det også at overtale.
I dag har vi gået ud til Jannu North Base Camp langs Jannu gletscher. Jannu (eller på nepalesisk Khumbakarna) er det imponerende bjerg, jeg så for et par dage siden sydfra fra Mirgin La. Her er det bare endnu mere fantastisk, fordi man står næsten lige under det, og bjergvæggen rejser sig nærmest lodret i vejret i gyldne farvenuancer. Herfra kan de to skuldre godt ligne vinger på en stor fugl, og pyramiden øverst kunne være hovedet på en ørn. Hvis man ser bjerget på denne måde, har man et kendt maleri af Magritte, men mon Magritte har set Jannu i virkeligheden?
 

Lhonak, 17. oktober.
15. dag: Khambachen, 4.040 m – Lhonak, 4.790 m.
16. dag: Lhonak, 4.790 m, akklimatiseringsdag.

I går var en dejlig solskinsdag, og selv om det frøs om morgenen, kunne jeg gå hele vejen til Lhonak i korte bukser. Undervejs så vi igen blue sheep. Lhonak ligger dejligt på en stor bred eng, hvor der går yakker og græsser, omgivet af hvide bjerge og gletscherdale. Jordbunden er igen meget sandet. Til aftensmad fik vi en god yakokseragout.
I dag er vejret igen dårligt, og lige nu sner det. I formiddags gik vi en tur op gennem dalen nord for Lhonak og kravlede op på en endemoræne. Undervejs måtte vi forcere vandløb ved at hoppe på delvis tilisede sten.
Jeg har lige besøgt Dansk Janak Himal Ekspedition, som har deres basislejr her i Lhonak. De tre af de fire deltagere lavede en førstebestigning af Pandra, 6850 m, i går på den bedste dag, de har haft på hele ekspeditionen. Henrik, der har været syg, måtte sidde tilbage i basislejren, og han kunne bekræfte, at vejret har været usædvanligt dårligt i denne måned. Henrik, der er læge, behandlede for nogle dage siden forgæves en fransk kvinde for højdesyge her i Lhonak. Kvinden var deltager på en ekspedition og havde i to dage ignoreret hovedpine. Her i Lhonak fik hun opkast og hjertet gik i stå i løbet af natten.

Her er Henrik Jessens egen beskrivelse:
”Jeg bliver vækket af min dybe søvn lidt i 6 om morgenen ved en råben og snakken udenfor. Jeg har nogen hovedpine men føler mig feberfri. Karma, vores chefsherpa, banker på mit telt og fortæller at en af de franske trekker er alvordelig syg og at de gerne vil have hjælp. Han ved ikke hvad det er, men lidt senere høre jeg nogle sige "arret cardiaque" - hjertestop på fransk. Jeg glemmer alt om egen hovedpine og kommer i tøjet og tager min medicinrygsæk ud.
En fra den franske gruppe tager rygsækken og løber mod deres lejr. Jeg går også hurtigt derned sammen med Karma uden rigtigt at vide hvad der sker. Ved et af teltene står der en gruppe og da jeg ser ind ligger der en bevidstløs kvinde og der er to som giver hjertemasage og kunstigt åndedræt. Der er en kvindelig fransk læge tilstede og jeg får hurtigt et overblik over situationen. Der er tale om en ca. 40-årig kvinde i god form, som har benægtet symptomer på højdesyge og var hurtigt gående igår fra Kambachen. De har givet hjertemassage i ca. et kvarter og hun har ikke ilt eller medicin til injektion med sig. Vi finder min intensiv medicin til indsprøjtning frem og jeg giver injektioner i både blodårer og direkte ind i hjertet, men intet hjælper. Efter en halv times intensiv behandling og da hun har lysstive og masimalt udvidede pupiller, må jeg erklære hende død og vi indstiller behandlingen.
Efter at de har grædt taler jeg med flere fra gruppen incl. hendes kæreste og det viser sig at de havde haft to overnatninger i Kambachen (godt 4000 meter) inden at de kom herop og alle incl. den afdøde havde benægtet nogen symptomer. Men til sin kæreste havde hun sagt at hun havde hovedpine både i Kambachen og her i Lhonak og hun havde kastet op om aftenen. Hun var symptom benægtende og var en af dem der var gået hurtigst op (hvad der også er farligt, da det stresser hjerte og lunger og kan give iltmangel) og fortalte intet om hovedpinen eller opkastninger til andre end kæresten.
Hun må have haft højdebetinget hjerneødem og det skulle være erkendt og behandlet flere timer før. Da hun får hjertestop er det alt for sent. Det er en forfærdelig historie, men må også minde os om den fornødne respekt omkring bjerge og højdesyge.
Henrik”

Grupperejser i disse højder indebærer en stor risiko pga. det indirekte gruppepres. (Men man behøver ikke at tilmelde sig forudarrangerede ture. Det er meget let at lave en ekspedition for sig selv, for sin familie eller sine venner).

Kan I huske mordet på hele den nepalesiske kongefamilie for lidt over et år siden? Kronprinsen hævdedes at være gerningsmand, hvorefter han begik selvmord. Herude synes alle at vide – uden at turde sige det højt – at den nuværende konge er bagmanden. Tilmed skal hans søn, den nyudnævnte kronprins, være flerdobbelt morder, beskyttet af kongefamiliens immunitet.
 

Pangpema, 18.oktober.
17. dag: Lhonak, 4.790 m – Pangpema, 5.140 m (Kanchenjunga North Base Camp).

I går og i nat sneede det, men i dag har været fin bortset fra en stormende vind, som også giver jordfygning. I morges så Bag Bir spor i sneen, som han mente var fra en sneleopard.
Vi er nået til Pangpema, endepunktet på turen, i 5000 meters højde, og for første gang har jeg set bærerne udmattede og mærkede af højden og anstrengelserne. Vi befinder os på et solbeskinnet fladt græsareal lige over for et imponerende massiv af hvid is og lodrette klipper: verdens 3. højeste bjerg Kanchenjunga. Og på hver side af Kanchenjunga Twins og Wedge Peak.
De eneste andre mennesker her i dag er en slovensk bjergbestigerekspedition, som har base her. Ekspeditionerne er bange for maoisterne, fordi de antages at være velbeslåede og derfor et let offer for tyveri. Danskerne planlægger at gemme deres computerudstyr i bunden af oppakningen, og slovenerne blev afkrævet en afgift på kr. 2500 pr. person på deres vej op. De fik dog udsat betalingen til tilbagevejen, og nu planlægger de i stedet at flyve ud med helikopter fra Ghunsa. De slap også for at udlevere deres kameraer ved at bedyre, at filmene skulle bruges til at fortælle slovenerne, hvor smukt et land Nepal er.
Jeg har fundet ud af, at mit hold tiltaler mig med en nepalesisk høflighedsform: badji, som betyder bedstefar. Jeg ved ikke, om det skal medføre et fradrag i deres drikkepenge, eller om jeg skal bruge det i min egen selvforståelse.
 

Pangpema, 19. oktober.
18. dag: Pangpema, 5.140 m – Drohmo Ri, ca. 6.000 m – Pangpema.

I dag har Bag Bir og jeg besteget et bjerg, Drohmo Ri, der ligger lige bag Pangpema. Egentlig var planen, at vi skulle bestige Tengkoma, 6.200 m, men fordelen ved det, vi har gjort i dag, er, at det kunne klares som en dagstur fra Pangpema. Tengkoma ville have krævet, at vi havde tilbragt en nat i en udsat og primitiv high camp under Tengkoma, og jeg synes, at vi allerede bor tilstrækkeligt koldt og primitivt i vore lejre. Endvidere kan Drohmo Ri bestiges uden brug af cramponer og isøkse. Det eneste minus er, at jeg ikke ved, om jeg har nået 6.000 m. Jeg talte med et tysk par i går, som havde været på toppen. Hans højdemåler viste 5.997 m, men han sagde, at Den tyske Alpeforening angav højden til 6.100 m. http://www.dav-summit-club.de/htm/contentseitereise.htm?
codemain=HIHKA
Under alle omstændigheder var det en barsk og krævende oplevelse at stige ca. 1 km til vejrs og ned igen. Udover trætheden fik jeg hovedpine af højdeforskellen, men det udgør ingen fare, når bare man vender tilbage til udgangspunktet. Vejret var perfekt til turen, uanset det var koldt og blæsende i 6000 meters højde. På toppen sad vi vis-a-vis Kanchenjungas brede ishav. Bjerget består jo i virkeligheden af tre individuelle toppe. Og i det fjerne kunne vi bl.a. skimte Mount Everest.
 

Pangpema, 20. oktober.
19. dag: Pangpema, 5.140 m – Hviledag.

Vejret har været perfekt for en hviledag. Temperaturen er måske lige over frysepunktet, men varmt påklædt og siddende i solen mærker man det ikke. På mange måder synes jeg, at turen for to år siden fra Hile til Everest var mere varieret, spændende, oplevelsesrig, men natursceneriet her ved Pangpema overgår alt, jeg har oplevet i Nepal. Normalt er naturoplevelsen noget, man klatrer op på et højdedrag eller bjerg for at finde, og som man suger til sig en times tid, indtil det bliver for koldt og man begiver sig ned igen. Men her er jeg omgivet af fascinerende 7.000 – 8.000 m høje bjerge fra jeg kravler ud af teltet lidt over seks om morgenen, til jeg går i seng om aftenen – og såmænd også om natten, fuldmånebelyst, de gange jeg er ude for at tisse (som man skal i denne højde). Hele dagen har jeg siddet på en brun græseng på moræneranden / bjergsiden og læst eller mediteret – højt over mig hvide tinder med deres vindfane og dybt under mig grå og hvide gletschere, i sig selv et varieret landskab af bjerge, kratere og tilfrosne søer. Det eneste, der afbryder stilheden, er fugleskrig og en sjælden gang imellem tordenen af en lavine, der buldrer ned ad de næsten lodrette klippesider overfor.
 

Gyabla, 23. oktober.
20. dag: Pangpema, 5.140 m – Khambachen, 4.040 m.
21. dag: Khambachen, 4.040 m - Ghunsa, 3.475 m.
22. dag: Ghunsa, 3.475 m – Gyabla (Kyapra), 2.300 m.

Nu er vi så begyndt tilbageturen. I Khambachen mødte vi en dansk trekkinggruppe fra Albatross/SevenC’s. En af deltagerne, Brigitte, måtte gå tilbage fra Khambachen med en dårlig fod, og jeg delte endvidere værelse med en englænder, Dennis, som måtte forlade sin gruppe med åndedrætsbesvær.
I Ghunsa fik jeg igen et tiltrængt bad. Herfra er ruten tilbage til Sukhetar ny i forhold til udturen. Phale / Phole er en smukt beliggende tibetansk landsby (flygtninge) med et kloster og en større tæppevævningsindustri – et succesrigt beskæftigelsesprojekt. Jeg købte et uldtæppe til kr. 200. På nationalparkkontoret i Ghunsa fik jeg i øvrigt at vide, at der kommer ca. 700 trekkere om året til Kanchenjunga. Det skal sammenholdes med de mere end 30.000 besøgende (så vidt jeg husker) til Everest-området og de endnu flere til Annapurna.
 

Amjilosa, 24. oktober.
23. dag: Gyabla (Kyapra), 2.300 m – Amjilosa, 2.510 m.

Nu har vi lagt først vinteren og så efteråret bag os. I dag har vi gået i jungle med bambusvegetation. Ved Amjilosa er vi tilbage ved de første køkkenhaver, blomsterbede og en enkelt bananpalme.
Mads Mathiassens (Explore Himalaya) ruteforslag er ikke koordineret med Bag Bir, så vi har to ekstra overnatninger på tilbageturen, den første her i Amjilosa.
 

Sekathum, 25. oktober.
24. dag: Amjilosa, 2.510 m – Sekathum, 1.600 m.

På ruten i dag skærer Ghunsa Khola sig en snæver passage mellem bjergene, så vi har krydset floden flere gange nede i dalbunden, men også tit kravlet på bjerget højt over floden. I Sekathum bliver Ghunsa Khola en del af Tamur River.
Der er et forfærdeligt leben på campingpladsen. Foruden mig er der Dansk Janak Himal Ekspedition (som jeg skal spise middag med i aften) og en ekspedition ledet af Jamie McGuinness, den kendteste forfatter af rejsebøger til Nepal. Henrik, lægen fra Dansk Janak…, havde i Ghunsa tilset Brigitte med den dårlige fod fra Albatross og tilkaldt en helikopter, som fløj hende til Kathmandu til behandling for måske et sprængt ledbånd.
 

Sukhetar, 28. oktober.
25. dag: Sekathum, 1.600 m – Chirwa, 1.270 m.
26. dag: Chirwa, 1.270 m – Phurumbu.
27. dag: Phurumbu – Sukhetar, 2.300 m.

Så er jeg tilbage i Sukhetar lufthavn ved Taplejung og skal med fly i morgen til Biratnagar og Kathmandu. Undervejs hertil har vi set maoistiske røde flag med en stjerne i midten vaje over et par landsbyer, men det er også det nærmeste vi er kommet oprørerne. Vejret er blevet meget bedre på den sidste halvdel af turen; faktisk har det været rigtigt fint uden nedbør, siden jeg ankom til Pangpema. Jamie McGuinness sagde, at vejret altid er dårligt ved Kanchenjunga i første halvdel af oktober. Højdepunkterne har været vandringen gennem det smukt opdyrkede landskab i de mellemste bjerge, samt vandringerne omkring Jannu og Kanchenjunga i højlandet. Mit trekkingteam har været fremragende – altid venlige og i godt humør, men alligevel foretrækker jeg nok et tea house trek, hvor jeg selv vandrer fra pension til pension, helt er min egen herre, selv bestemmer, hvad jeg vil spise, og møder flere mennesker, end jeg har gjort her.
 

Kathmandu, 29. oktober.
28. dag: Sukhetar – Biratnagar – Kathmandu.

Jeg har haft et evalueringsmøde med Mads fra Explore Himalaya her i Kathmandu til eftermiddag. Han var glad for at se mig rask og sund, for han kunne berette, at firmaet lige har haft et par helikopterevakueringer mere fra Kanchenjunga. Udover Brigitte fra Albatross er endnu en dansker fra Albatross blevet evakueret med et hjertetilfælde, og Jamie McGuinness har også haft en evakuering. Det lyder dramatisk og er bestemt ikke normen. Men med til billedet hører, at antallet af trekkere i aldersgruppen 50-70 år er temmelig højt på et forholdsvis dyrt trek som dette til Kanchenjunga. Og man må ofte undre sig over, hvad overvægtige mennesker i ringe fysisk form bestiller så langt ude i bjergene. (Disse sidste bemærkninger sigter ikke på deltagerne i Albatross’s ekspedition)

1. dag: Kathmandu – fly til Biratnagar

2. dag: Biratnagar – fly til Sukhetar, 2300 m - Lali Kharka, 2.200 m.

3. dag: Lali Kharka, 2.200 m - Keswa, 2.100 m.

4. dag: Keswa, 2.100 m - Mamanke, 2000 m.

5. dag: Mamanke, 2000 m - Yamphudin, 1.650 m.

6. dag: Yamphudin, 1.650 m - Lamite Jungle Camp, 2.920 m.

7. dag: Lamite Jungle Camp, 2.920 m - Torontan, 3.080 m.

8. dag: Torontan, 3.080 m - Tseram, 3.750 m.

9. dag: Tseram, 3.750 m. Hviledag/akklimatisering.

10. dag: Tseram, 3.750 m - Ramche, 4.360 m.

11. dag: Ramche, 4.360 m - Oktang, 4.630 m - Ramche - Tseram, 3.750 m - Mirgin La, 4.480 m.

12. dag: Mirgin La, 4.480 m - Ghunsa, 3.475 m.

13. dag: Ghunsa, 3.475 m - Khambachen, 4.040 m.

14. dag: Khambachen, 4.040 m - Jannu Base Camp - Khambachen.

15. dag: Khambachen, 4.040 m - Lhonak, 4.790 m.

16. dag: Lhonak, 4.790 m, akklimatiseringsdag.

17. dag: Lhonak, 4.790 m - Pangpema, 5.140 m (Kanchenjunga North Base Camp).

18. dag: Pangpema, 5.140 m - Drohmo Ri, ca. 6.000 m - Pangpema.

19. dag: Pangpema, 5.140 m - Hviledag.

20. dag: Pangpema, 5.140 m - Khambachen, 4.040 m.

21. dag: Khambachen, 4.040 m - Ghunsa, 3.475 m.

22. dag: Ghunsa, 3.475 m - Gyabla (Kyapra), 2.300 m.

23. dag: Gyabla (Kyapra), 2.300 m - Amjilosa, 2.510 m.

24. dag: Amjilosa, 2.510 m - Sekathum, 1.600 m.

25. dag: Sekathum, 1.600 m - Chirwa, 1.270 m.

26. dag: Chirwa, 1.270 m - Phurumbu.

27. dag: Phurumbu - Sukhetar, 2.300 m.

28. dag: Sukhetar – fly til Biratnagar – fly til Kathmandu.

Kangchenjunga is the third highest mountain in the world. From 1838 until 1849 it was believed to be the highest. It is located on the border of Nepal and Sikkim just 46 miles northwest of Darjeeling. It is the most easterly of the great 8,000 meter peaks of the Himalaya. Kangchenjunga has 5 peaks, of which the summit is 8586 meters. The name Kangchenjunga means "The Five Treasures of the Snow", referring to its five summits all over 8000 meters. After several attempts the mountain was first climbed in 1955 by a British expedition led by Charles Evans. At least the first three parties to ascend the mountain never attempted the final few metres to the summit out of respect for the Sikkimese, who consider the summit sacred.

Det østligste Nepal er en smeltedigel af mennesker og landskaber. At der er så stor etnisk og sproglig mangfoldighed skyldes, at Østnepal altid har været stærkt isoleret. Her finder man højkastehinduer, Newarer, Rai-folk, Limbuer, Gurung og Tamang, Sherpaer og Bhotiaer. De sidste er folk af tibetansk afstamning. Og her finder man det "grønne Nepal": dybe, frodige dale med brusende elve, lavlandets risterrasser kranset af bananlunde og forbjergenes the-plantager omkring Ilam.

At komme til Kanchenjunga, verdens 3. højeste bjerg, fra Kathmandu er en større rejse i sig selv. Man er langt væk fra Kathmandu og al anden civilisation. Man kommer gennem dybe smukke dale, gennem hyggelige små landsbyer, hvor bl.a. te og kardemomme dyrkes, gennem herlige byer, ubeboet højland og selvfølgelig det høje Himalaya med tibetanske yakhyrder og verdens højeste bjerge.

Man kan populært sige, at man besøger og vandrer gennem hele det østlige Nepal. Lige fra de lavestliggende egne ved Biratnager i Terai og Mitlung i 800 meters højde - og langs Østnepals største flod, Tamur. Her bor de hindu-animatistiske Rai- og Limbu-folk. Og videre til de semialpine områder, hvor tibetanerne lever i fladtagede huse med klostre højt over byerne, mens deres yakokser græsser på de omkringliggende marker, til de helt ubefolkede alpine egne med hvide tinder højt oppe og de store vidder.

Det er her de fleste trekkingture slutter, men på turen til Kangchenjunga kommer man lidt tættere på, når man når frem til Pangpema, der er sæteren ved den nordlige base camp i 5300 meters højde. Her rejser Kangchenjungas enorme massiv, 8586 m, sig højt, nærmest lige over ens hoved.

Først går min tur fra lufthavnen i Sukhetar gennem lavlandet via herlige Limbu landsbyer med ris, majs og kardemomme og blomstrende bougainvillaea, til Kangchenjungas sydside og basislejren ved Ramche (Ramze) og Yarlung-gletcheren i et af Nepals mest imponerende bjerglandskaber. Så går det nordpå over Mirgin La, 4725 meter, til den tibetanske by Ghunsa, og videre til Pangpema.

Det er et unikt og fortsat temmelig uopdaget område, der kun besøges af ca. 500 trekkere om året, hvilket står i en voldsom kontrast til Annapurna-områdets godt 65.000 eller Everests ca. 18.000.

Kanchenjunga: Navnet betyder De fem klenodiers Snebolig. De fem toppe i massivet repræsenterer de fem skatte i Tibet: guld, sølv, kobber, majs og hellige bøger.

Kangchenjunga betragtes af bjergbestigere som en af de farligste ottetusindere at bestige, hvilket alle statistikker også understreger. Førstebestigningen stod George Band og Joe Brown for i 1955 - to år efter Mt. Everest var besteget. For øvrigt skal alle bjergbestigere stoppe under selve toppen, idet den betragtes som hellig og derfor ikke må betrædes.

Dyreliv:

Den sjældne sneleopard strejfer om på alpine enge. Vilde geder (tahr) græsser på bjergskråninger sammen med blue sheep (bharal), en blanding mellem får og ged. Her er moskushjorte, murmeldyr og væsler. Og højt over det hele svæver lammegribbe (lammergeier).

Himalayan Journals or Notes of a Naturalist (1854)

Joseph Dalton Hooker was arguably the most important British botanist of the nineteenth century. In 1848-49 he made two pioneering journeys in the Himalaya during which he almost reached the base of Kanchenjunga - the first through Nepal, the second in Sikkim. Hooker’s journals of his Indian travels are available on-line at Project Gutenburg.

- Read chapters 9, 10 and 11 for his description of his journey along the Tamur River and his visit to Olangchung Gola, Yangma Khola and Ghunsa (which he mistakenly calls Kambachen).

Guidebooks:  Kev Reynolds: Kangchenjunga - a Trekker's Guide (Cicerone Press)

 Annapurna - Nar Phu

Vandring i Nepal rundt om Annapurna, november-december 2002

Kanigaon, Rundt om Annapurna, 17. november 2002
1. dag: Kathmandu - Besi Sahar, 760 m, - Khudi, 790 m.
2. dag: Khudi, 790 m - Kanigaon, 1170 m.

Så har jeg genoptaget min rejse og påbegyndt turen rundt om Annapurna efter et fjortendages ophold i Danmark i forbindelse med min mors død og begravelse. Fra det kolde, våde og mørke Danmark var det dejligt at vende tilbage til Kathmandu, hvor solen skinner og det er et par og tyve grader varmt. Om aftenen bliver det koldt, men man kan dog stadig sidde udendørs i haverestauranterne og nyde aftensmåltidet. Midt i anlægget brænder nu et bål for at give gæsterne et indtryk af varme.
I går tog jeg med bus fra Kathmandu til Besi Sahar. Undervejs måtte der skiftes hjul på bussen, og på et tidspunkt brød den helt sammen, så passagererne med deres bagage blev overladt til sig selv på landevejen. Vi var nogle, som hyrede en jeep, der kom forbi i den modsatte retning, til at fragte os til Besi Sahar. Her må jeg have overnattet for 14 år siden, da jeg foretog den samme tur med Birgit, men der var intet, jeg kunne genkende. Nu er her elektricitet og det deraf følgende såkaldte civiliserede liv. Jeg ville væk og ud på landet, så jeg gik i to timer indtil solnedgang til en lille landsby Khudi.
I dag spiste jeg frokost i Bahundanda med en pragtfuld udsigt over bjergene. Herfra har jeg fulgtes med Jean til Kanigaon, et fredeligt sted i bjergene uden elektricitet, men med varmt brusebad (solfanger). Jean er irer, men bor nu i Australien. Hun har sagt sit konsulentjob op for at rejse i Nepal og måske starte sit eget rejsebureau i Australien med speciale i Nepal.
Det er bemærkelsesværdigt så få trekkere, man møder på stien. Faktisk ser jeg færre end for 14 år siden. Det skyldes nok frygten for terrorisme og at vi nu er sidst på sæsonen. Det er ved at være vinter, og de fleste turister er taget hjem. Til gengæld er det en dejlig fornemmelse at være næsten alene i bjergene. Her i Kanigaon er der to gæstehuse, og Jean og jeg er de eneste besøgende.

Tal, 18. november.
3. dag: Kanigaon, 1170 m - Tal, 1700 m.

Vi er gået nordpå langs Marsyangdi-floden gennem snævre dale til Tal. Vi er kommet godt 500 m til vejrs, og vejret er blevet betragteligt koldere og samtidig overskyet, som om det kunne blive uvejr. En israeler hævdede i dag, at Thorung La-passet nord for Annapurna var fuldt af sne og ikke kunne passeres.
Vi har besøgt et nationalpark-check-point-kontor her i Tal til aften, og det fremgik, at der kun var kommet 50 turister igennem i løbet af dagen. I år 2000 kom 76.407 trekkere til hele Annapurna-området - heraf 17.000 i oktober og 11.700 i november. Men i 2001 blev den kongelige familie myrdet, og maoisternes angreb tog til, og siden er turisternes antal faldet dramatisk.

Koto

Jean og jeg skiltes i formiddag i Dharapani. Hun havde gået et par dage med vabler på fødderne og ønskede at give dem lidt ro en dag eller to. Måske ses vi igen i Manang. Sammenlignet med en organiseret ekspedition er charmen ved et tea house trek som dette bl.a., at man møder mange spændende mennesker, som man udveksler tanker og oplevelser med og måske følges med en tid lang (eller kort).
I dag har jeg mødt fem trekkere (i to hold), som var på vej tilbage fra Thorung La dels pga. voldsom kulde i passet, dels højdesyge. Langt hovedparten af trekkerne når dog over passet, men man skal have det rette udstyr med - og det mener jeg, at jeg har. Faktisk har jeg nok lidt for meget med. Jeg bærer på ca. 13 kg, og det er lige 1 - 2 kg for meget. Men jeg hyrer ingen bærer. Der er en tilfredsstillelse i at være uafhængig og i ikke at behøve andre til at bære ens nødvendigste ting.
Her i Koto er vi så tre tyskere og mig i gæstehuset i aften. Det regner udenfor, og indenfor er fjernsynet tændt. Det første sted siden starten af trekket, jeg har set et fjernsyn. Hver aften indtil videre har jeg kunnet få et varmt bad - også noget nyt i forhold til for 14 år siden. Et varmt bad er fint, når vandet varmes ved solenergi, men problematisk, når det som i aften sker med de sparsomme ressourcer af træ i bjergene. I Everest-området har befolkningen indgået en aftale om helt at afstå fra brugen af træ til opvarmning og madlavning.
Mens jeg sidder her til aften og skriver, spørger værten mig, om jeg vil på et trek til Nar Phu. 

Nar Phu er et par isolerede dale nordøst for Manang ind mod Tibet, hvor der kun bor 850 mennesker af tibetansk afstamning. Fra Koto er det let at overse den stejle, snævre kløft ind til Nar Phu dalene, men når man er kommet igennem kløften breder der sig et nyt stort dalsystem ud.
Tilman udforskede området omkring 1950, men siden har det været et lukket område. Kun få turister har derfor nogensinde besøgt området, før det pludseligt blev åbnet i 2002.

Mads Mathiasen, Explore Himalaya, orienterede mig om muligheden for at trekke hertil, men han skulle have 4000 - 5000 kr. for turen, så jeg opgav det igen og havde faktisk slået det helt ud af hovedet. Værten her skulle kun have 800 kr. for et discount trek, men så skulle vi også snyde politi-check-posten for en dyr trekking permit.

Meta, 20. november.
5. dag: Koto, 2640 m - Meta, 3550 m.

I løbet af morgenen har værten fundet en bondedreng, Shange, 17 år, fra et af de små nabohuse, som skal fungere som kombineret guide, kok og bærer. Han kan nogle få engelske ord, nu må vi så se, om det slår til. Efter at have fortalt betjenten i politi-check-posten, at jeg skulle videre til Pisang, sneg jeg mig over hængebroen over Marsyangdi-floden bag check-posten, og udstyret med telt og proviant til fem dages trek begav vi os op gennem den meget snævre Phu Khola (= floddal). Jeg bærer min egen rygsæk bortset fra det, jeg har givet Shange i en dagtursrygsæk. Flere steder er stien hugget ud i klippen højt over floden.
Meta er en lille sæter med nogle få huse, tilsyneladende kun beboet af et par kvinder. Da vi ankom, var de i færd med at grave efter nogle små fine rødder i jorden.
Til aften sidder vi udenfor i frostvejr under et halvtag omkring et bål: tre tibetanske kvinder, tre bærere og to turister. Bålet bliver hele tiden fodret med små kviste fra buske i det sparsomt bevoksede landskab. De tre kvinder laver uafbrudt mad over bålet i mørket: tibetansk te, kogte kartofler, ris, tsampa (= majs- eller hirsegrød, vistnok), strimler af yakkød, te, etc. Imens er skydækket forsvundet, og stjernerne og fuldmånen får bjergene rundt om til at skinne svagt, og i det fjerne mod syd stråler Annapurna II, 7939 m, og Lamjung Himal i frostnatten.

Phu, 21. november.
6. dag: Meta, 3550 m - Phu, 4350 m.

I dag er vi fortsat op langs floden Phu Khola, og undervejs passerede vi to næsten mennesketomme landsbyer Chako og Kayang. Husene af sten falder næsten i et med det omgivende gråbrune landskab. Nogle af husene har tydeligvis engang bestået af tre etager: stald forneden, lade ovenpå, og beboelse øverst. Men nu er de delvist faldet sammen (formodentlig pga. affolkning af dalen) og står tilbage som mærkelige tårnruiner i de golde bjerge.
Dalen så ud til at ende blindt, men gennem en forsnævring kom vi ind i et nyt og anderledes landskab af røde sandstensbjerge. På en bjergside så jeg nogle store dyr, en mellemting mellem blue sheep og stenbukke, eller måske var det en slags stenbukke. Floden har skåret sig dybt ned gennem sandstenen, og på et tidspunkt må vi klatre næsten lodret op ad bjerget. Vi passerer gennem en buddhistisk port, går forbi bedemure og chortens (buddhistiske monumenter), følger stien, der er bygget ind i bjerget højt over floden og går over små træbroer, når stien ellers ville være forsvundet i afgrunden. Til sidst, hvor dalen breder sig ud, får man øje på Phu bygget op ad en bjergside. Vi har ikke set et eneste menneske på stien hele dagen, og jeg er også den eneste turist her i Phu. Solen har skinnet fra en blå himmel hele dagen, men vi har kun haft fornøjelse af den et par middagstimer, hvor den nåede ned til os på bunden og på siden af den snævre dal.
Phu er en fantastisk tibetansk landsby, der er bygget op omkring en knold i dalen og op ad bjergsiden. Byen virker meget større end den er, fordi hvert hus består af flere etager, hvor taget på en etage er forgård til rummene ovenover. (Mit telt er slået op i en sådan forgård). Fra etage til etage kravler man ad slanke træstammer, som der er hugget trin ud i.
Shange siger, at her kun bor omkring 150 personer fordelt på 20 -25 huse. Hvad de lever af her i denne ødemark er mig en gåde. Men aldrig har jeg oplevet noget så originalt tibetansk. Ladakh i Nordindien for 14 år siden er det, som kommer tættest på. Det eneste tegn, jeg har set i dag, på, at befolkningen har kontakt med en større verden, er solfangere på taget af næsten alle husene.

Nar, 23. november.
7. dag: Phu, 4350 m - Sate Gompa, 3400 m.
8. dag: Sate Gompa, 3400 m - Nar, 4000 m.

På vej til Phu er jeg kommet 1700 m til vejrs på to dage, men heldigvis har jeg ikke mærket nogen højdesyge. Turen til Kanchenjunga må nok stadig sidde mig i kroppen. Maveproblemer er jeg lykkeligvis også blevet forskånet for, selvom hygiejnen på dette trek til Phu lader meget tilbage at ønske. Men nu kræver menuen heller ikke hverken den store fingerfærdighed eller kogekunst: müesli, grød, pulversuppe, nudler og ris med tomatketchup.
I går morges gik jeg en tur i Phu: op til gompaen (= klosteret), der var lukket, og gennem de smalle gyder i byen - med passage i gadeniveau under nogle af de ældste huse. Den tætte bebyggelse har karakter af en fæstning. Man holder yak, køer, heste og geder.
Kl. 11 begav vi os samme vej tilbage gennem Phu Khola til Sate Gompa, en klosterruin mellem Meta og Nar. Passagen over Phu Khola gik via eroderede limstensklipper, hvor floden havde boret sig dybt ned i klippen. Det sidste stykke over en smal ca. 100 m dyb kløft kunne vi vælge mellem den gamle smukke, men skrøbelige tibetanske træbro og en moderne skridsikker hængebro i stål. Schweizerne har gjort et stort stykke arbejde omkring Annapurna med at udskifte næsten samtlige gamle broer med nye standardiserede hængebroer.
I morges gik vi op til Nar, som ligger smukt i en dal mellem Pisang Peak mod syd og Kang Guru, 6990 m, mod øst. Den nordvendte side af dalen er dækket af sne, mens Nar med tilhørende marker ligger på den solbeskinnede sydvendte side. Der er ingen afgrøder på denne årstid, men ellers dyrkes vist kartofler, en knoldagtig grønsag der bruges til tsampa, samt græs. Solen bager ned, det er nok et par og tyve grader, og jeg kan sidde i T-shirt, men i gyderne ligger sneen i små driver.
Byen er stor sammenlignet med Phu, og den vrimler med liv - især kvinder, børn og køer. En fransk gruppe kom igennem byen i middags, og nu er jeg igen den eneste turist. Jeg er blevet indkvarteret hos den ene af de to kvinder omkring nattebålet i Meta, men jeg bliver inviteret ind til te hos den anden kvinde fra Meta, og hun fortæller mig lidt om byen og sig selv. Her er 63 huse og 600 - 700 indbyggere. Hun hedder Lapka Coma Lama, og hendes mand er munk i Kathmandu. Hun ejer 7 yakokser, 2 køer, 21 geder og en hest. Teen, hun serverer er lavet på tibetanske teblade, mælk, ghee (= smør) og salt. Hun serverer også et stykke yakost, en type jeg ikke har prøvet før - hårdere end parmesan. Hun bærer briller (som flere andre kvinder i byen) og gør i det hele taget et meget smukt og værdigt indtryk.
Frokost spiser jeg, hvor jeg er indkvarteret: en dejlig daal bhat (ris med linser) med yakkød. Kødet er trevlet og kræver virkelig gode kæbemuskler. Det er det kød, som i store mængder ryges og tørres på pinde under loftet i køkkenet vinteren over. Værtinden hedder Sangi Gampa Lama. Hun er 29 år, hendes mand arbejder i Sydkorea, og de har to døtre på 4 og 6. Den ældste går i skole i Kathmandu, fordi skolen i Nar er for dårlig. Den yngste skal også til Kathmandu. Børnene bor så hos noget familie.
Efter frokost sidder jeg på den centrale plads i byen med bedemur og bedemøller omgivet af kvinder og børn. Der bliver spundet garn, vævet stof, renset korn og stødt gryn i store mortere. Nogle børn kurer på enden ned ad en isbelagt gyde. Mændene ser man ikke så meget til. De, der er i byen, er mest beskæftiget med tømrerarbejde og andet byggeri.
Senere besøger jeg et par af Nars gompaer, som virker uden meget liv. Man kan undre sig over, hvorfor der et sted som her ikke er den samme festivitas og ceremoniel omkring religionen som i f.eks. Sikkim og Ladakh.
Om aftenen sidder vi i mørket på små skamler omkring ildstedet i Sangi Gampas køkken og venter på vores daal bhat. Sangis svigerfader sidder med et stykke røget yaklever, som han snitter i og deler små klumper ud af som appetitvækker.

Ngawal, 24. november.
9. dag: Når, 4000 m - Kang La (pas) 5322 m - Ngawal, 3657 m.

I dag er vi gået over passet Kang La, 5322 m, for at komme tilbage til ruten omkring Annapurna i Marsyangdi Khola og Manang-dalen. Det var et langt sejt træk til toppen på fire en halv time, og der lå sne det sidste stykke. Ngawal er en lille  tibetansk landsby på bjerget nord for floden - næsten uden turisme, fordi hovedstien til Manang går på sydsiden af dalen.

Manang, 25. november.
10. dag: Ngawal, 3657 m - Manang, 3540 m.

Shanges job sluttede i Ngawal, og han tog hjem i morges. Til gengæld hyrede jeg en bærer, Tsering Gurung, for tre dage til at slæbe min rygsæk op på toppen af Thorung La. Turen i dag til Manang var en herlig slentretur på to en kvart time i pragtfuldt vejr gennem et storslået landskab med Annapurnamassivet lysende på venstre side. Så dagen er at regne for en hviledag efter mange dages anstrengende vandring. Her i Braga og Manang konkurrerer hotellerne om, hvem der kan lave de bedste kanelsnegle, chokoladekager og æbletærter, så det er bare om at prøve sig frem. Til kagen har jeg prøvet en "Manang-kaffe": kaffe med spiritus og smør (ghee).

Det er en overraskelse for mig, at den nation, der kommer flest trekkere fra, er Israel. To unge israelere, jeg talte med, siger, at det skyldes presset og stresset hjemme. Når man har været soldat i et par år (både mænd og kvinder selvfølgelig), ønsker man at undslippe en tilværelse på kanten af liv og død og søge friheden på rejsen.

Aldersfordelingen er også interessant. Medens jeg ved Kanchenjunga befandt mig mellem jævnaldrende og også en del, der var ældre end mig, så er jeg her virkelig den "bedstefar", som nepaleserne fortsat insisterer på at kalde mig. De fleste trekkere er vel mellem et par og tyve og et par og tredive. De store ekspeditioner med hele halløjet af telte, bærere, kokke, sherpaer, etc. er der (heldigvis) ingen af. Det er for sent på sæsonen for dem.

Thorung Phedi, 26. november.
11. dag: Manang, 3540 m - Thorung Phedi, 4450 m.

I dag har også været en dejlig tur på 6 timer op til Thorung Phedi Base Camp, hvorfra bestigningen af Thorung La starter i morgen tidlig. Jeg er allerede akklimatiseret fra Nar Phu, så jeg har ikke behøvet at holde de samme antal hviledage undervejs som de fleste andre. I dag er vi eksempelvis kommet 900 m til vejrs. Det er også dejligt at være fri for at slæbe på rygsækken. Tsering, min bærer, synes den er tung og har svært ved at følge med.

Jharkot, 27. november.
12. dag: Thorung Phedi, 4450 m - Thorung La (pas), 5416 m - Jharkot, 3550 m.

Afsted fra Base Camp kl. 5.30. Efter en times stejl opstigning i mørket kommer man til hotel High Camp, som er placeret så højt, at mange får højdesygesymptomer her, hvis de overnatter. Efter en lille time mere kommer man til en tea shop, og efter endnu en time er jeg i passet, hvor der også er en primitiv tea shop, kl. 8.30. Tre timer er hurtigt, men så har Tsering jo også båret min rygsæk. Han vender tilbage til sin hjemby herfra. Der var ikke meget sne i passet, og den sne, der var, var presset hårdt sammen og let at gå på. På den anden side af passet kommer man ned i en smuk dal med vid udsigt over bjergene. Der er ikke megen vegetation pga. manglende nedbør, men smukke brune, røde og violette farver i landskabet.

Første by er Muktinath, et vigtigt pilgrimscenter for buddhister og hinduer. Men efter en hel dags vandring er der ingen energi til at se på indiske guder. Målet er Jharkot, en hyggelig, fredelig by i smukke omgivelser en halv time længere fremme. Der er stadig tid til at tage et dejligt hedt, solopvarmet bad, vaske tøj, gå tur, nyde solen, spise æbletærte og drikke abrikosbrændevin.

I øvrigt er jeg nu allerede på "the tourist trail". To processioner af fancy-klædte turister - lige fløjet ind til Jomsom - vandrer gennem landskabet anført af en nepalesisk guide. I udkanten af byen er alle deres telte slået op. Jeg har det bedre med det mere individualistiske miljø på den anden side af passet.

Kagbeni, 28. november.
13. dag: Jharkot, 3550 m - Kagbeni, 2840 m.

Bare et par timers gang til Kagbeni, et dejligt sted at slappe af, en grøn oase af marker og frugthaver (æbler og abrikoser) midt i et goldt landskab, hvor floderne Kali Gandaki og Jhong løber sammen.

Dana, 1. december.
14. dag: Kagbeni, 2840 m - Marpha (Neeru Guest House - anbefales), 2670 m.
15. dag: Marpha, 2670 m - Kalopani, 2530 m.
16. dag: Kalopani, 2530 m - Dana, 1400 m.

De sidste tre dage har jeg gået ned gennem Kali Gandaki-dalen, som siges at være verdens dybeste slugt, fordi den ligger mellem Annapurna-massivet og Dhaulagiri-massivet. Sådan føles det nu ikke helt, for der er trods alt 38 km mellem bjergene, og de ses kun med mellemrum. Men der er en meget kraftig vind igennem slugten fra syd mod nord, som hvirvler sand og støv op i ansigtet. Kali Gandaki har i århundreder - indtil omvæltningen i Tibet i 1959 - været en vigtig handelsvej mellem Tibet og Nepal. I rige og smukke handelsbyer som Marpha og Tukuche er der blevet udvekslet især salt fra Tibet med ris og byg fra Nepal.

Jeg har forladt de tibetansk/buddhistiske områder og er kommet ned i lavlandet. I dag har jeg passeret haver, der bugnede med store, modne appelsiner.

Tatopani, 2. december.
17. dag:  Dana, 1400 m - Tatopani, 1190 m.

Kun halvanden times gang til Tatopani. Tatopani betyder varmt vand, og her er et bad med varmt kildevand, som jeg straks hoppede i om formiddagen - så varmt at ikke alle brød sig om det. Frokost i en dejlig solbeskinnet have under bugnende appelsin- og citrontræer og røde julerosebuske. Og så i pølen igen hen på eftermiddagen, indtil det blev mørkt. Her kunne man sidde og snakke med en hel del af de mennesker, jeg har mødt på trekket de sidste to uger.

Ghorapani, 3. december.
18. dag: Tatopani, 1190 m - Ghorapani, 2870 m.

Fra Tatopani er der en del, der forlader Annapurna via en lang dags trek til Beni og derfra bus Pokhara. Mange bliver overraskede over, hvor anstrengende turen rundt om Annapurna trods alt er, og hvor lang tid den varer, så de vælger den hurtigste genvej tilbage til det 21. århundrede (i dag så jeg en kvinde kværne korn ved håndkraft mellem to store sten). De har fået nok af at klatre, og ruten over Ghorapani går uafbrudt opad hele dagen, en stigning på 1700 højdemeter. Men dermed forspilder de også chancen for en sidste tur gennem de fredfyldte, grønne, frodige mellemste bjerge, hvor der også her om vinteren kan høstes afgrøder, en dejlig kontrast til de mange turister de sidste dage ned gennem Kali Gandaki. (Det gælder om ikke at forcere turen, når man er kommet over Thorung La, så der stadig er reserver at trække på til de sidste udfordringer. Selv har jeg valgt at hyre en bærer i dag og i morgen). Men når man så når Ghorapani i passet skal det siges, at man mødes af en samling store grimme hotelkasser. Man er nærmest tvunget til at overnatte her, for herfra starter turen i morgen tidlig kl. 5.30 op til Poon Hill, 3193 m, for at se solopgangen over Himalaya.

Pokhara, 4. december.
19. dag: Ghorapani, 2870 m - Poon Hill, 3193 m - Naya Pul, 1070 m - Pokhara (med bus).

Flot solopgang over Annapurnamassivet og Dhaulagiri - set fra Poon Hill. Man kan fornemme meget af den tur, jeg har gået de sidste næsten tre uger. Derpå 2100 m nedad og nedad gennem skov, risterrasser og dejlige landsbyer til landevejen til Pokhara.

Hvis man sammenligner turen rundt om Annapurna med den samme tur for 14 år siden, så er det dejligt, at man hver aften kan få et varmt bad (det fandtes ikke før), og det er et fantastisk fremskridt, at der nu er toiletter overalt. Bjergsiderne omkring landsbyerne var ikke noget kønt syn dengang. Til gengæld er noget af autenticiteten gået tabt. Før spiste og opholdt man sig i familiens centrale rum: et dunkelt, sodet køkken centreret omkring ildstedet. Nu sidder man i en stor, lys, anonym spisesal. Fornemmelsen af at bo hos en familie er forsvundet. Men nepaleserne har heldigvis ikke forandret sig. De er stadig de samme herlige mennesker: åbne, venlige, værdige.

1. dag: Kathmandu (bus) - Besi Sahar, 760 m  - Khudi, 790 m.

2. dag: Khudi, 790 m - Kanigaon, 1170 m.

3. dag: Kanigaon, 1170 m - Tal, 1700 m.

4. dag: Tal, 1700 m - Koto, 2640 m.

5. dag: Koto, 2640 m - Meta, 3550 m.

6. dag: Meta, 3550 m - Phu, 4350 m.

7. dag: Phu, 4350 m - Sate Gompa, 3400 m.

8. dag: Sate Gompa, 3400 m - Nar, 4000 m.

9. dag: Når, 4000 m - Kang La (pas) 5322 m - Ngawal, 3657 m.

10. dag: Ngawal, 3657 m - Manang, 3540 m.

11. dag: Manang, 3540 m - Thorung Phedi, 4450 m.

12. dag: Thorung Phedi, 4450 m - Thorung La (pas), 5416 m - Jharkot, 3550 m.

13. dag: Jharkot, 3550 m - Kagbeni, 2840 m.

14. dag: Kagbeni, 2840 m - Marpha (Neeru Guest House - anbefales), 2670 m.

15. dag: Marpha, 2670 m - Kalopani, 2530 m.

16. dag: Kalopani, 2530 m - Dana, 1400 m.

17. dag:  Dana, 1400 m - Tatopani, 1190 m.

18. dag: Tatopani, 1190 m - Ghorapani, 2870 m.

19. dag: Ghorapani, 2870 m - Poon Hill, 3193 m - Naya Pul, 1070 m - Pokhara (med bus).

Nepals befolkning og kultur

Nepal udgør et kludetæppe af folkeslag, sprog og religioner. Kilder nævner 59 etniske grupper og 120 sprog. (Se etnisk kort nederst på siden.)

Befolkningen er hinduer, buddhister, muslimer, kristne, shamanister, animister – eller meget ofte en blanding af alle de forskellige påvirkninger.

Nepali er det officielle sprog, som er beslægtet med hindi og tales af omkring 50 % af befolkningen. For resten af befolkningen er det sprog nummer to, helt forskelligt fra deres egen dialekt.

Groft sagt kan man opdele befolkningen i tre grupper, som til dels modsvarer deres geografiske placering efter højdeforhold:

1. Alpine områder: Himalaya

I Himalayabjergene mod nord bor indvandrere af tibeto-mongolsk oprindelse. De kaldes under et bhotia, de er tibetanske buddhister og lever af lidt landbrug (hvede, byg, boghvede og kartofler), yakdrift, får og geder, og handel. (Ordet bhotia bruges også i dagligsprog med en negativ undertone til at betegne primitive bjergstammer. Derfor kalder bhotia-folk sig ofte gurung-folk).

Den kendteste gruppe af tibetansk oprindelse er sherpaerne, som fortrinsvis er bosat i Solo Khumbu sydvest for Mount Everest og udgør omkring 35.000 mennesker. (Folkeslaget sherpaer må ikke sammenblandes med den moderne betydning af ordet sherpa: en bjergfører. Denne brug af ordet er opstået, fordi sherpaerne udviste så fremragende egenskaber som førere for vestlige bjergbestigningsekspeditioner op gennem 1900-tallet.)

Sherpaerne er indvandret fra Tibet for omkring 400 år siden over Nangpa La (= pas). De dyrker kartofler, hvede, byg og boghvede, holder yak og får, handler over grænsen til Tibet (selv om handlen er aftaget efter kinesernes invasion), og er økonomisk dybt involveret i turistindustrien (trekking, bjergbestigning, etc.). Generelt set er de velstående, frigjorte, åbne og parate til at tilpasse sig nye udfordringer.

Arbejdet er kønsopdelt, således at mændene tager sig af handel og yakdrift, mens kvinderne passer hus, afgrøder, får og geder. Kvinden respekteres og er ofte ansvarlig for privatøkonomien.

Sherpaernes huse er bygget af rå sten oftest i to etager (selv om velstående hotelejere i Namche også bygger fireetagers skyskraberhoteller). Forneden er der stald og forrådskammer og på første etage køkken og opholdsrum. I den ene ende af stuen er husalteret med billeder af Dalai Lama, smørlys, offerskåle og fotos af familien, f.eks. fra besøg i udlandet. I rummets vinduesside står der lange bænke dækket af tykke tibetanske tæpper med smalle borde foran. Så er der en bred seng, hvor to eller flere familie-medlemmer sover. Den øvrige familie, gæster og bærere sover på bænkene. Langs en vinduesløs væg er der bygget et stort reolsystem med skabe og skuffer, som indeholder tøj, tæpper, etc. Køkken og ildsted er i rummets ene ende, og på hylder langs væggen er al køkkentøjet udstillet som et signal om velstand. Her finder man også kærnen, som bruges til at fremstille tibetansk te (te med mælk, yaksmør og salt fra Tibet). På gulvet står store messingfade og plastictønder, de sidste efterladt af bjergbestignings-ekspeditioner, fyldt med vand eller chang.

"Afhængig af mulighederne brygges chang på majs, hirse, ris eller andet korn. Det er en hvidlig, klumpet væske, svagt alkoholisk. Smagen er frisk, sød-syrlig, så det er en vidunderlig opfrisker på en varm eftermiddag. Da chang brygges på koldt, ukogt vand bør turister og trekkere i princippet advares imod det. I praksis er jeg dog aldrig blevet andet end fuldesyg af at drikke chang." (Nepal rundt)

Dal bhat og chang er den benzin, som holder nepalesiske bærere kørende med en vægt på omkring 40 kg på ryggen. Sherpaernes hovedafgrøde er kartofler, selv om man også spiser ris. Kartoflen serveres ofte kogt som en lækker snack, evt. med lidt salt og chili, mens maden i øvrigt tilberedes på ildstedet. Tsampa er en traditionel ret: en grød eller dej lavet af ristet byg- og boghvedemel og tilsat smørte. Yakkød: Som buddhister må sherpaerne ikke slå levende væsner ihjel, ej heller deres yakokser, men de må gerne spise kødet. Derfor tilkaldes hinduer sydfra til at varetage slagtningen. Kødstrimlerne hænges til tørre under loftet over ildstedet, hvor det ser ud til at kunne holde sig evigt. Familieoverhovedet sidder og snitter i kødet som snack inden middagen (f.eks. er jeg i Nar blevet budt på små stykker tørret yaklever), eller man får det serveret som lidt seje kødtrevler i den traditionelle dal bhat.

Tempelarkitektur: En stupa (som f.eks. Bodhnath i Kathmandu) er egentlig et kuppelformet  begravelsesmonument, som symboliserer overgangen fra det jordiske liv til en overjordisk tilværelse. De enkelte dele af monumentet repræsenterer tilværelsens fem elementer. Fundamentet kan være en firkantet struktur, evt. opbygget i terrasser, som står for jord. Ovenpå er en hvidkalket kuppel, som står for vand. På kuplen er et spir, på hvis firkantede fundament Buddhas altseende øjne er malet. Spiret står for ild og består af tretten trin, som symboliserer vejen op mod fuldkommenhed eller nirvana. Parasollen over spiret beskytter dem, som bevæger sig frem mod nirvana. Øverst findes en halvmåne, som er luft, og en sol, som er rummet.

Chorten er det tibetanske ord for en stupa og betegner ofte en stupa i mindre format.

Når man vandrer ad stierne i Himalayabjergene passerer man ofte mani-mure, bedemure, med hellige inskriptioner på stenene, f.eks. den kendteste mantra eller bøn "Om Mani Padme Hum." Ordene betyder:

"Om! Juvel i hjertet af lotusblomsten. Hum!" "Om", udtalt med en dyb bas, er stilheden og stormen i både nuet og evigheden, det er tilværelsens kerne, det uforklarlige og derfor uoversætteligt. "Mani" er tomheden, den tomhed der er universets egentlige essens. "Padme" er verden, sådan som vi erkender den, der som en lotus åbner sin blomst og i sin midte åbenbarer juvelen -"mani", vejen til nirvana. For nirvana skal ikke findes fjernt fra dagliglivet, men i dets centrum. "Hum" har ligesom "om" ingen bogstavelig oversættelse, men er den rytmiske afslutning på mantraen, bønnen. (Nepal rundt)

Man skal huske altid at gå venstre om muren og venstre om stupaen.

Et buddhistisk kloster kaldes en gompa. Alteret står midt får bagvæggen med buddhafigurer, smørlys, offerskåle og fotos af Dalai Lama. Foran er lamaens (præstens) højsæde, og langs den ene sidevæg finder man et stort reolsystem med silkeindpakkede,  hellige skrifter. Rundt om hænger thankaer, religiøse malerier på bomuldsstof indrammet af brokade.

Andre folk af tibetansk afstamning:

Lopa er fra Mustang området nord for Annapurna. (Stavelsen -pa betyder folk, så sherpa betegner folket fra øst).

Thakali-folket lever i den øvre del af Kali Gandaki (mellem Ghasa og Tukuche) vest for Annapurna. De havde monopol på den indbringende salthandel med Tibet, men den er nu gået i stå og de har vendt deres handelsaktiviteter mod syd. Bl.a. driver de veludstyrede turisthoteller langs Kali Gandaki, i Pokhara og i Kathmandu. Deres traditionelle hovedby er Tukuche, men Jomsom er i dag det administrative centrum.

Manangpa fra Manang nordøst for Annapurna bebor den øvre del af Marsyangdi Khola og sidedalene mod nord til Nar og Phu. (Lokalt hedder området omkring Manang også Nyeshang). De er velhavende, fordi de siden 1700-tallet har haft et privilegium på handel med Tibet, bl.a. luksusvarer som halvædelstene, silke og guld. Deres huse er bygget af sten og ler med flade tage i et terrassesystem op ad bjergsiden. Nederste etage er således stald, og taget på stalden udgør en åben plads foran beboelsen ovenpå, som kan bruges til tørring af hø og grøntsager, opstabling af brænde, osv. Ovenpå kan der ligge endnu en stald og beboelse, osv. For at komme fra en etage til den næste klatrer man ad en smal bjælke med små trin hakket ind i træet. De holder yak, køer, geder og heste og dyrker byg, kartofler og boghvede.

Walung-folket bor omkring Tamur-floden vest for Kanchenjunga. Olangchung eller Walung er navnet på den øvre Tamur dal. De fem største landsbyer hedder Olangchung Gola / Walungchung Gola (gola betyder marked), Yangma, Ghunsa, Lungthung og Lelep. I 2001 var befolkningstallet 1.448 mennesker, som er buddhister og taler et tibetansk sprog. (I Olangchung Gola boede der i 1991 1.292 mennesker.) Befolkningen lever af lidt landbrug (yak, heste, får, byg, hvede og kartofler) og især handel, idet Tamurdalen ligger/lå på en vigtig handelsvej til Tibet. Man handler med landsbyerne Sar, Riyu and Tingse i Tibet blot 10 km mod nord. På trekket til Kanchenjunga kan man således købe god billig kinesisk ø, ”Pabst Blue Label,” i lodgen i Khambachen.
Olangchung Gola er en pænt stor by med omtrent 60 huse og et relativt stort, aktivt kloster. Ilden der brænder i klosteret siges at have brændt uafbrudt i 400 år. Før i tiden siges det, at byen var stor og smuk, og husene var af stor rigdom. Men et jordskred i 1960’erne lagde byen øde for en længere periode. Husenes stueetage (stald, lager) er ofte bygget af sten, mens første etages beboelse er konstrueret af træ. I modsætning til den spredte bebyggelse i en sherpa-landsby er husene her anlagt på hver side af en brolagt sti.

Området omkring Olangchung Gola er blevet åbnet for trekking i foråret 2002.

Desuden finder man i dag i Nepal mange tibetanske flygtninge, som søgte til Indien og Nepal efter den kinesiske undertrykkelse af Tibet fra 1950’erne og fremad. De bor hovedsagelig i Kathmandu og Pokhara, hvor de bl.a. er involveret i udviklingen af et moderne nepalesisk erhvervseventyr: fremstilling og handel med tibetanske tæpper. På 30 år har den tibetanske tæppeindustri udviklet sig til at blive det erhverv i Nepal, som beskæftiger flest mennesker og som står for ca. 50 % af eksporten af færdigvarer til udlandet (÷ Indien).

I Phale syd for Ghunsa ved Kanchenjunga finder man også tibetanske flygtninge og et travlt tæppeværksted.

--------------------------------------------------------------------------------

2. Det tempererede højland: Pahar

I Pahar, højlandet mellem det lavtliggende Terai og Himalaya, finder man især oprindelige folkeslag af tibeto-burmesisk oprindelse. Her finder man efterkommere af Kiranti-folket (eller Kirati-folket), som dannede det først kendte kongedømme i Kathmandu-dalen. Det drejer sig bl.a. om rai-folk i dalene vest for Arun floden (men også i Ilam and Dhankuta) - og limbu-folk i egnene øst for Arun, f.eks. Taplejung og Ilam. (Arun er hovedfloden mellem Kanchenjunga i øst og Makalu og Mount Everest i vest.) De er jordbrugere med ris, hirse, majs, hvede og kartofler som hovedafgrøder. Husene er tit anbragt for sig selv på et stykke mark, så at en landsby let kan strække sig flere kilometer ned over en bjergside. Religionen hedder Mudum og er en blanding af animisme, shamanisme og en guddommelig tilbedelse af forfædrene, samt påvirkninger fra buddhisme og hinduisme (så har man ikke sagt for lidt). Rai og limbu tilbeder deres naturguddomme i hjemmet (mens sherpaerne bruger gompaen og hinduerne templet), og ildstedet/køkkenet er helligt. De begraver deres døde i en dyrket mark eller et sted lige uden for landsbyen og sætter en gravsten på graven.

Der er efter sigende 12 forskellige rai-sprog, og mange kan ikke forstå hinanden indbyrdes.

Rai, limbu, tamang, gurung, magar og hindu-kvinder bærer en næsering i venstre næsebor (den kvindelige side), og en anden stor ring fra midten af næsen over munden.

I Østnepal hos limbuer må man endelig ikke snyde sig for tongba (thomba), en drik brygget på gærede hirsekorn. Den knuste kornmasse på bunden af en stor træcylinder overhældes med kogende vand, og man drikker så den sødlige væske gennem et bambussugerør. Processen med kogende vand kan gentages et par gange.

After 20 days on the stuff (for research purposes, you understand), it becomes clear that tongba has varying degrees of smoothness akin to single malt or blended whiskies. Sampling it from village to village has the feel of a tour of Scottish distilleries. Maoist rebels may have enforced restrictions and even bans on drink in areas under their control, but many households still have a wee dram ready for a friendly foreigner with a few words of Nepali. (Time Asia)

Tamang-folket bebor især dalene i det centrale og østlige Nepal i omkring 1500 - 2500 meters højde. Det er Nepals største etniske minoritet, ca. 20 % af befolkningen, og en af de ældste i landet. Deres sprog er af tibetansk oprindelse. De fleste er buddhister, men hinduisme og shamanisme er også udbredt. De er agerbrugere, kvægavlere og håndværkere, men økonomisk tilbagestående, fordi de i slutningen af 1700-tallet blev fordrevet til marginaljorder. Så de er i dag en af Nepals mest udbyttede befolkningsgrupper. Mange tjener til dagen og vejen som daglejere og bærere. Kvinderne bærer næsesmykker lige som rai og limbu-folk.

Gurung-folket lever hovedsageligt langs bjergrygge og i de øvre dale i området syd for Annapurna, bl.a. i Gandruk, men findes også i f.eks. Taplejung i Østnepal. Deres religion er buddhistisk og shamanistisk. De dyrker hvede, majs, hirse og kartofler og holder får. Som blandt rai og limbuer gør mange mænd tjeneste i gurkha-regimenter i udlandet.

Magarerne lever vestpå og i egnene syd for Dhaulagiri i den sydligste og lavere del af højlandet. Her er de under stærk påvirkning af hinduismen og ikke lette at skelne fra deres naboer. Magarerne er bønder, men mange er også ansat i militæret i gurkha-regimenter.

Gurkha-soldater:

Gurkha-soldaterne tilhører fortrinsvis magar, gurung, rai og limbu folkene. De udgør eliteenheder i den britiske og indiske hær. Deres ry som frygtløse og udholdende soldater  stammer fra en krig mod briterne i 1814-16, og allerede inden freden var indgået, begyndte briterne at rekruttere dem til den britiske hær. Siden den tid har de særlige gurkha-regimenter  deltaget i alle større konflikter på britisk side - over 1. og 2. verdenskrig til Falklandskrigen, Bosnien og Afghanistan. At blive optaget i et gurkha-regiment er ikke blot en ære, men også en økonomisk gevinst for soldaten og hans familie. Og efter tjenesten kan han vende tilbage til sin landsby med en varig pension, som rækker langt i Nepal. Og dog er der på det seneste opstået en voldsom debat om briternes behandling af gurkhaerne. Disse soldater, som gerne har været indsat i de mest risikofyldte engagementer, får en pension, som er uendeligt meget lavere end en tilsvarende pension for en britisk soldat (omkring kr. 1000 om året for en korporal). 

Bahun (eller Brahman) og Chhetri er ikke så meget en etnisk som en social gruppe. De udgør simpelthen de to øverste kaster i Nepal. Bahunerne er præster og chhetrierne er militærfolk. De er hinduer og deres sprog er nepali. I Kathmandu har de pga. deres uddannelsesniveau domineret regering og forvaltning, men på landet er de almindelige, men velhavende bønder, som er svære at skelne fra andre grupper.

Newarerne udgør den største gruppe i Kathmandu-dalen. De taler deres eget sprog, har deres eget kastesystem, er overvejende hinduer med mange buddhistiske overtoner og ernærer sig som bønder, handlende og håndværkere. De tilhører en bykultur og har formet Kathmandu-dalens byer kulturelt og arkitektonisk. Deres huse er bygget tæt sammen, ofte omkring en firkantet plads, en chowk, med et tempel i midten. Her mødes lokalbefolkningen omkring små markedsboder, børnene leger, mændene snakker og kvinderne passer deres huslige sysler. Pladserne er forbundne med snævre gyder med boder og forretninger i husenes stueetage og et mylder af mennesker på vej frem og tilbage. Gaderne er ofte mørke, fordi husene læner sig ind over gadeforløbet. De teglklædte tage hænger ud over gaden for at beskytte husets brændte, røde mursten mod vejrets påvirkninger. Husene er store og gerne i tre eller fire etager. I stueetagen finder man som sagt små boder ud mod gaden, samt pads til dyr og redskaber. På første etage er der soverum med små tilskoddede vinduer med gitter. På anden sal er der bl.a. opholdsrum og arbejdsrum, og vinduerne er store med rigt udskårne vinduesrammer. Vinduerne er ofte bygget sammen og trukket ud fra væggen, så de skråner ud over gaden. På øverste (og helligste) etage i huset finder man spiserum, køkken og husalter.

Kumari, Den levende Gudinde, er en inkarnation af newarernes vigtigste hindugudinde, Taleju. Hendes bolig er Kumari Bahal ved Durbar Square i Kathmandu. Kumaris fødder må ikke røre jorden, og de få gange hun kommer uden for sin bolig, bæres hun i en overdækket båre.

Sagnet fortæller, at en pige engang i det 8. århundrede sagde, at hun var en reinkarnation af Kumari, en meget magtfuld gudinde. Kongen blev meget vred over dette og sendte pigen i eksil. Men kort efter fik hans dronning et slagtilfælde og blev sindsforvirret. Kongen indså da, at det var Kumari, han havde landsforvist. Han kaldte hende tilbage og byggede et tempel til hende.

En anden legende vil, at kongen plejede at spille terning med Kathmandu-dalens beskytter, gudinden Taleju, der kom til ham i kvindekrop. En aften begærede han hende, hvilket hun blev meget vred over. Hun truede med at forlade Kathmandu. Kongen bad hende så inderligt blive. Til sidst indvilgede hun i at blive, men som en ung jomfru. Kongen lod derfor bygge et palads til hende. Det nuværende tempel er fra ca. 1760.

Den Levende Gudinde vælges blandt små piger af Newarernes guld- og sølvsmedeklan, Sakya-klanen. Mulige kandidater - udvalgt efter specifikke fysiske krav til øjenfarve, tandstilling, stemme osv. og med et heldigt horoskop, der ikke falder sammen med kongens - placeres i templets gård, og maskerede mænd forsøger at skræmme dem. Den pige, der ikke lader sig skræmme, må være den nye Kumari Devi. For hun ved jo, at hendes kræfter er større end de dænomer, der danser foran hende.

Kun nogle få gange om året kommer hun udenfor husets mure. Den ene gang er under Indra Jatra-festivalen i august-september, hvor hun køres rundt i byen i en vogn. Hun er da klædt i dyrbare stoffer og dækket med blomster. Undervejs får hun følge af to drenge, der symboliserer guderne Ganesh og Bhairab. Kongen, der selv er en reinkarnation af Vishnu, ønsker hende alt godt og hun placerer en rød tika på hans pande.

Kumarien lever en meget beskyttet tilværelse i sit tempel. Ved blodtab mister hun sin guddommelige status, hvilket selvfølgelig gør en ende på hendes tilværelse som Kumari, idet hun når puberteten. Uden nævneværdig rigdom vender hun tilbage til den almindelige tilværelse, og hendes guddommelige magt overføres til den næste Kumari. Men da ikke ret mange mænd har lyst at gifte sig med en tidligere gudinde - hvilket bl.a. skal betyde ulykke og tidlig død - vil hun altid komme til at leve afsondret fra resten af samfundet.

Nogle gange er man heldig og får et glimt af Den levende Gudinde i et vindue inde i slottes gård. Et par rupee-sedler i baksheesh til en af vagterne i gården kan måske hjælpe lidt til. Det er ikke tilladt at fotografere Kumarien! (Nepal - mennesker, guder og bjerge).

Arkitektur:

Pagoderne, som vi i dag særligt forbinder med Kina og Sydøstasien, stammer egentlig fra Nepal og tilskrives arkitekten Arniko, der levede i sidste del af 1200-tallet og som også førte stilen til Kina. De fleste pagoder i Nepal i dag stammer fra 1600 og 1700-tallet, og de kan være buddhistiske eller hinduistiske - eller begge dele samtidig. De er sædvanligvis firkantede, hvilende på et højt trappeformet fundament. Herpå står helligdommen, et lille rum, hvor guddommen er anbragt bag en dør. Herover rejser sig så en serie af smukke tage dækket af tegl, kobber eller forgyldt bronze. Tagudhængene er båret af sirligt udskårne træstivere.

Religiøse højtider (puja):

Dasain (dashain) er den længste og vigtigste religiøse højtid i Nepal og fejres af alle uanset religion i september eller oktober. Mens den varer, besøger man familien, og offentlige kontorer er derfor lukkede i 10-15 dage. Drager sættes i luften, og bønder bringer bøfler, geder og høns til markedet, som skal gives som offer til gudinden Durga som tak for hendes sejr over det onde. Durga gjorde det af med en frygtelig dæmon ved navn Mahisasura, som hærgede jorden i form af en vandbøffel. De første ni dage af højtiden fejres Durgas seje kamp mod Mahisasura. Den niende dag ofres dyr og blodet dryppes f.eks. på alle køretøjer fra cykler til flyvemaskiner for at sikre føreren Durgas velsignelse og beskyttelse i det kommende år. På den tiende dag blev dæmonen dræbt, og på denne dag møder nære og fjerne slægtninge op hos familieoverhovedet for at modtage tika-mærket, en cinnoberrød risklat i panden, som symboliserer velsignelse, ærbødighed og samhørighed mellem mennesker indbyrdes og med guderne. De sidste fem dage tilbedes Durga, modergudinden.

(En anden legende beretter om, hvordan guden Rama alene ved at påkalde Durga magtede at dræbe Ravana, en dæmonkonge med tusind hoveder.)

Tihar er Nepals næstvigtigste højtid. Det er lysenes højtid, knyttet til Lakshmi, gudinden for lykke og velstand, og til Yamraj, dødsguden. Den varer fem dage i oktober eller november (10. - 14. november 2004). Den første dag tændes lys og sættes mad ud til kragerne, Yamrajs budbringere. Den anden dag æres hundene, som vogter Yamrajs port. De får et tikamærke, blomsterranker og speciel mad. Den tredje dag er på samme måde forbeholdt køerne, men det er også dagen, hvor Lakshmi tilbedes. Om aftenen tændes lys omkring alle huse for at vise Lakshmi vej, så hun kan velsigne hjemmet det kommende år. Der er også fyrværkeri for børnene. Den fjerde dag går for newarerne med private ritualer, der sigter på ens egen krop som bolig for ånderne. Den femte og sidste dag er broderens dag, hvor brødre og søstre giver hinanden tika og udveksler gaver.

--------------------------------------------------------------------------------

3. Det subtropiske (og tropiske) lavland: Terai

Terai, det nepalesiske lavland nær den indiske grænse præget af indo-arisk kultur, var tidligere fortrinsvis beboet af tharu-folket, Nepals næststørste etniske minoritet, som havde fundet en levevis, der gjorde det muligt at overleve i en jungle hærget af malaria. Tharuernes huse er mørke med små vinduer, hvilket har medvirket til at holde røgen inde i huset og moskitoerne ude. De er animister og lever af landbrug, fiskeri og lidt kvægavl. Regeringens forholdsvis effektive malariapolitik har medført en stor indvandring til Terai af andre folk i de senere år, så at tharuerne er blevet fortrængt fra deres land og ofte lever en andenrangs tilværelse.

I den vestlige del af Terai bor et stort antal muslimer.

    ·  Page 1   Introduction       Rute/Itinerary      Kathmandu
    ·  Page 2   Sukhetar - Mirgin La
    ·  Page 3   Ghunsa - Khambachen/Jannu - Lhonak
    ·  Page 4   Pangpema - Kanchenjunga - Sukhetar

         YUNNAN, CHINA 04