TRAVELLING & TREKKING

Søren Viit Nielsen   email me    © Copyright info
New or updated information is welcomed

My other website  ENGLISH / AMERICAN STUDIES

Rejse til Sikkim og Nepal: 
Salpa / Arun til Everest Base Camp   2000

9. Dagbog som tekstfil

Litteratur:

• Lonely Planet: Stan Armington: Trekking in the Nepal Himalaya
• Jamie McGuinness: Trekking in the Everest Region
• Nepal links

Dagbog:
Indien - Nepal,
sept. – dec. 2000

21. sept.

På nuværende tidspunkt burde jeg vandre rundt mellem buddhistiske munke i Sikkim, men i stedet sidder jeg fanget i mudder, snavs, fattigdom og elendighed i Calcutta, hvor jeg ankom til i søndags. På denne årstid hærger monsunen over Bengalen, hvilket jeg ikke har taget tilstrækkeligt højde for i rejseforberedelserne.

20. sept.
Jeg tog toget mandag aften nordpå. Da jeg om morgenen spurgte, hvorfor vi ikke var fremme endnu, fik jeg at vide at vi var på vej til Calcutta. Vi havde holdt stille hele natten, fordi skinnerne forude var skyllet væk. Denne årstid er tid for monsunen. Og åbenbart har man nogle af de værste oversvømmelser man har oplevet. Men jeg skal nok ikke beklage mig alt for meget. Jeg har vidst været heldig. Et tog før mig endte midt om natten ude i floden med 1000 passagerer. Det sank heldigvis ikke under, men mange stod på taget af vognene hele natten og folk blev reddet i land ved at vade i vand til livet og holde fast i et udspændt tov. (Jeg har oplysningerne fra avisen.) Så det var jo godt at jeg kom sikkert tilbage til Calcutta.
I Calcutta stod jeg tirsdag i kø i over en time for at få refunderet billetten. Ved skranken fik jeg udleveret en blanket, som jeg kunne indløse et andet sted. Her var køen naturligvis lige så lang og billetlugen var ikke åben. Så jeg opgav det.
Så prøvede jeg at købe en flybillet, men computersystemet var nede i Indian Airlines, så det kunne ikke lade sig gøre.
Så endte jeg på busstationen for at komme nordpå med bus. (Jeg vidste ikke, hvor alvorlig situationen var.) Jeg stod igen i kø i over en time, og køer i Indien er meget anstrengende. Men maser sig frem fra alle sider, og folk gnider sig op og ned ad hinanden. Fremme ved skranken fik jeg at vide at bussen var fuld. Det var godt jeg ikke fik en billet, for bussen ville sikkert have været nødt til at vende om igen på grund af oversvømmelsen.
Om aftenen prøvede jeg at få informationer på et jernbanekontor, men der var lukket. Det var så den dag.
I dag har jeg læst aviserne om oversvømmelsen og det er lykkedes mig at købe en flybillet på lørdag med et andet og bedre selskab end Indian Airways. Så jeg skulle slippe sikkert hen over de oversvømmede områder og nå frem til bjergene. Men så har jeg også tilbragt en uge i Calcutta.
Under rejseforberedelserne havde jeg faktisk på et tidspunkt bestilt et fly ud af Calcutta i mandags, men sælgeren i Jysk Rejsebureau overbeviste mig om, at det altid var mere spændende at rejse med Indian Railways. Og det har han på en måde måske ret i.

22. sept.
Jeg har det langt bedre nu. Frustrationerne fra de første dage er forsvundet, og jeg har fundet ind til mig selv. At jeg sidder her i Calcutta bundet af omstændighederne er der jo ikke noget at gøre ved, ikke andet end at acceptere forholdene. Det var godt, at jeg ikke har prøvet om jeg kunne få en ny togforbindelse nordpå, men har købt en flybillet i stedet for. I dag læste jeg i avisen, at mit tog Darjeeling Mail på ny havde været på randen af en katastrofe. En jernbanebro var blevet skyllet væk af vandmasserne 15 minutter før toget skulle passere. Det var lykkedes at standse toget inden floden, det blev omdirigeret, men passagererne skal tilbringe mindst 40 timer i toget. Den forreste del af mit tog fra i mandags ligger stadig i vandet, hvor det kørte af sporet.
Når mit velbefindende er bedre nu skyldes det også, at jeg har flyttet hotel. Jeg bor nu i en gade, hvor der også bor andre turister fra vesten, her er restauranter, som f.eks. serverer yoghurt med mysli om morgenen, her er internet cafeer, venlige værter på hotellet osv. På hotellet er der en tagterrasse, hvor man kan slappe af med en bog. Jeg har fundet ind i en daglig rutine omkring måltiderne, skrivning på computeren, avis- og boglæsning. Den bedste tid er aftenen på tagterrassen omkring solnedgang. Regnen i dagens løb er holdt op, det er klaret op, osen og larmen fra biler og busser og lastbiler ude på hovedgaden er blevet til baggrundskolorit, skyerne bliver farvet rosa, og kragerne samler sig i store flokke og stiger skrigende til vejrs i bølgende cirkler.
Mit første hotel lå på et af Calcuttas hovedstrøg mellem store kasser af beboelsesblokke. Mellem de tæt trafikerede boulevarder et mylder af mennesker og smalle gyder. På fortovet skulle man se sig for for ikke at træde på døde rotter eller sovende mennesker. Overalt var der ikke andet end asiater, overhovedet ingen blegansigter. Jeg følte mig som en lille anonym brik, der let kunne forsvinde i menneskehavet. Fortovene bruges generelt til overnatning. Da jeg ankom natten til søndag kl 4 om morgenen var det uhyggeligt at se, hvordan folk lå skulder ved skulder på fortovene.
Jeg har lavet lidt sightseeing. Den prægtigste bygning i Calcutta er Victoria Memorial, et enormt bygningsværk i hvid marmor med en mægtig kuppel i midten - lidt a la St. Pauls i London med elementer fra Taj Mahal - og med en stor og bred Dronning Victoria siddende i haveanlægget foran. Opført af briterne i imperiets velmagtsdage til selvforherligelse. Det er et museum, men virker totalt absurd i en by, der fortrinsvis består af uendeligt grimme, mugne, sodede betonbygninger og fortove, hvor folk lever under et stykke plastic. Inderne har en uendelig respekt for kultur, og de strømmer til museet og defilerer i tætte, lange køer forbi buster af imperiets grundlæggere og mørke montrer, der gemmer dunkle genstande bag snavset, halvtuigennemsigtigt glas. Menneskestrømmen bevæger sig under alle omstændigheder i et så hastigt tempo igennem bygningen, at det vanskeliggør fordybelse.
Jeg har også prøvet at komme på en sightseeing tur arrangeret af turistbureauet kl 8 hver morgen. Jeg var klar kl 7.30, men da jeg var den eneste fremmødte, blev der ingen tur.
Jeg har også haft mulighed for at besøge Moder Teresas organisation sammen med frivillige medarbejdere, der bor på mit hotel. Men jeg kunne ikke se mig selv som turist mellem Calcuttas mest elendige. Jeg kan bare gå en tur i gaderne omkring mig og se folk, der pisser i rendestenen, vasker sig selv og deres tøj på et tilsvinet fortov, syge og lemlæstede tiggere, svineri og skrald overalt, osv. osv.
Calcutta er i øvrigt en by, hvor den oprindelige rickshaw har overlevet. Cykelrickshaws kan man se mange steder i Asien, men her trækkes vognen af mænd til fods.
I morgen flyver jeg nordpå mod Sikkim, og så ved jeg ikke, hvornår der dukker en ny internetcafe op.

Gangtok, Sikkim, Tirsdag d. 26. sept.
Det er dejligt endeligt at være kommet til Sikkim, men inden jeg slipper Calcutta helt, er der i hvert fald to indtryk mere, jeg gerne vil have med. Flere aftener har jeg set flokke af geder blive drevet gennem millionbyens travle gader. Jeg tror de kommer fra parkanlægget foran Victoria Memorial, hvor de græsser om dagen.
Og så er der en overraskende synsvinkel fra en engelsk forfatter, som har skrevet en bog om Calcutta og nu er tilbage for at samle nyt stof. På spørgsmålet fra avisjournalisten om, hvorfor han vender tilbage, svarer han, at byen giver ham en ny tro på mennesket (“it is a civilizing process”). Hvis englænderne skulle leve under de same vilkår som her i byen, ville de myrde hinanden, siger han. Calcuttas indbyggere klarer sig derimod beundringsværdigt.

Fra Gangtok, Sikkims hovedstad, har jeg besøgt adskillige klostre i omegnen. Bønnerne fortsætter i timevis akkompagneret af diverse blæsere, bækkener, og slagtøj. Især er de omkring 3 m lange træblæsere fascinerende med deres brummen i baggrunden. De små novicer kan ikke altid holde koncentrationen og kaster æbleskrog i hovedet på den foransiddende. Efter bønnen serveres et varmt aftensmåltid på trappen for munke og disciple, og jeg inviteres med.
I dag har jeg været på udflugt til Tsongo Lake i en højde af 3800 m (sammenlignet med Gangtoks 1550 m). Fordi søen ligger tæt på grænsen til Tibet / Kina kræves en særlig tilladelse samt en taxa med guide foruden chaufføren. Chaufføren er Lepcha, dvs. han tilhører Sikkims oprindelige mongolske befolkning. Guiden er nepaleser. Nepaleserne udgør 80 % af befolkningen og kom til Sikkim i midten af 1800-tallet, fordi englænderne behøvede arbejdskraft især til deres teplantager. Sikkim var et uafhængigt kongedømme, indtil det frivilligt blev annekteret af Indien i 1975. Landet kunne også næppe klare sig selv uden nogen industri og uden synderligt landbrug. Jeg spørger guiden, hvad landet har af indtægter. Man eksporterer lidt kardemomme og ingefær, siger han. Dagen i dag er den første solskinsdag i Sikkim i September måned, og det gør i sig selv udflugten til noget særligt.

Tashiding, Vest Sikkim, Fredag, d. 29. sept.
Omsider har jeg fundet noget af den fred og skønhed, jeg er rejst ud efter. Her er ingen byer, ingen trafiklarm, ingen udstødningsgas, men skøn natur, smilende, venlige mennesker, små børn, som skal hen at røre ved mig, og som siger Namaste i stedet for Hello og lægger håndfladerne mod hinanden til ærbødig hilsen. Jeg er kommet til Vest Sikkim med jeep ad smalle grusveje igennem dale, som skærer sig dybt ned mellem de grønne bjerge. Tashiding ligger på en bjergryg med fin udsigt over dalene, og på toppen af et kegleformet bjerg hævet over byen troner gompaen (klostret).

Khecheopari Lake, søndag 1. oktober.
Nætterne er nu stjerneklare, og Mælkevejen strækker sig som et bredt bælte over himlen. Kl. 6 om morgenen ses spidsen af et par af Himalayas kridhvide tinder bag den grønne dal. De ser drømmeagtigt nære ud. I løbet af morgenen forsvinder de bag skyer og dukker først op igen kort før tusmørke.
Jeg er vandret gennem en tæt, fugtig jungle op til en hellig sø. Bedeflagene står i en tæt række i vandkanten søn rundt. På toppen af bjerget ligger som sædvanlig en gompa, en gammel trækonstruktion med smukke udskæringer og fine vægmalerier. (De fleste gompaer er nybygninger i moderne byggematerialer). En af munkene kommer udenfor og øver på mig de fraser engelsk, han kan. Han lugter slemt af chang, det hjemmebryggede øl. På trappen får jeg undervisning i nepalesisk (Sikkims sprog) af en af gæsterne til bønnen. Jeg fotograferer munke og gæster, solen skinner og udsigten er herlig.
Jeg bor i en simpel bræddehytte, spiser med familien, og ser børnenes skolebøger. I 1. klasse er læse- og skrivebøger på engelsk, dvs. de lærer det latinske alfabet (i stedet for nepalesisk).

Pelling, 3 oktober.
Fra Pelling er der en fornem udsigt til Himalaya. Tidligt om morgenen i et par timer kan man under morgenmåltidet på tagterrassen sidde og kigge lige over på Kanchenjunga, verdens tredjehøjeste bjerg.

Darjeeling, 6. Oktober.
Darjeeling ligger smukt på toppen af en bjergryg i en højde af 2000 m omgivet af vidtstrakte, velholdte teplantager på skråningerne. Jeg har besøgt Happy Valley Tea Estate. Fabrikken er fra 1854, maskineriet er solidt kram lavet i Belfast engang i 1800-tallet, og hele forarbejdningsprocessen foregår som den må have gjort dengang. Hygiejnen er nok også den samme. Der er en række andre rester fra det britiske imperium dengang Darjeeling var en hill station, briterne trak sig tilbage til, når varmen blev uudholdelig på sletterne. Windamere Hotel har tjenere i gamle uniformer, high tea kl. 16, salon og dagligstue med ild i pejsen, osv. Her mødte jeg tilfældigt den danske generalkonsul i Calcutta. Og den gamle smalsporede jernbane, som briterne byggede, snor sig stadig langsomt af sted med de gamle damplokomotiver.
Jeg har været i en zoohave med røde pandaer i træerne og sneleoparder, incl. en lille unge. I omegnen af byen kan man støde på slangetæmmere med bl.a. cobraslanger, samt skorpioner, o.l. Og så er der en bakketop med både buddhistiske og hinduistiske templer, hvor aberne svinger sig lystigt i snorene med bedeflag.

Khare, Arun Kosi, Nepal, 9. Oktober.
Efter halvanden dag med bus fra Darjeeling til Hile i Øst Nepal er jeg i går begyndt på den egentlige del af rejsen: ca. 35 dages vandring op til Mount Everest – og ud igen. I går gik vandringen uafbrudt 1600 m nedad – en mærkelig start, når planen nu er at komme op i Himalaya. Men sådan vil det fortsætte: op over en bjergryg, ned gennem en dal og så op over en ny bjergryg. Landskabet er dejligt med spredt beboelse mellem rismarker, majsmarker, papaja, chili og bananpalmer. Husene er af sten og bambus og kalket i fine hvide og okkerbrune farver. Overnatning foregår på 1. Sal under et åbent stråtag. Den vej, jeg har valgt de første ca. 12 dage, er ikke en særlig almindelig trekkingrute, og jeg ser ingen andre fra vesten på stien. Ellers er stien tæt nok befærdet med lokale folk og bærere med gods til byerne i bjergene. I dag har jeg vandret i en tropisk hede op langs Arun floden i en højde af kun 250 m over havet.

Phedi, 12. Oktober.
De sidste par dage har været rigtig hård vandring: en forfærdelig varme, megen klatring opover og nedover bjerge, og stier, der er svære at finde, så jeg er endt ufremkommelige steder på bjergskråninger fyldte med rismarker. I landsbyerne er der bøfler, køer, svin, geder og høns. Her er hverken telefon eller elektricitet eller bad og toilet. Så om aftenen foregår madlavning, spisning og hygge i skæret fra petroleumslampen. Kl. 8 er det sengetid, og op igen ved daggry omkring kl. 5.30. Det særlige ved et trek i Nepal er jo – udover en formidabel natur – at man hele tiden færdes imellem og bor hos almindelige mennesker og får et vist indblik i deres levevis. - i dag er jeg stille og roligt kommet en kilometer til vejrs til en højde af 1700 m. I morgen starter rejsens vist nok hårdeste opstigning til passet Salpa Bhanjyang, 3349 m.

Khiraule, 15. Oktober.
Jeg har hyret en bærer for 7 dage. Det er Angpurba, ejeren af tehuset (”hotellet”) i Phedi. Han er 57 år, og han går lige så hurtigt opad med oppakning, som jeg gør uden. Nedad er han hurtigere end mig. Han er et venligt menneske, taler lidt engelsk, kender vejen og folk på ruten, og ikke mindst gør han vandringen meget mere behagelig for mig. De sidste 3 dage har rutens højde gået fra 1700 m (Phedi) til 3349 m, ned til 1300 m og op til 3085 m. De næste tre dage går vi ned til 1850 m, op til 3173 m, ned til 2400 m og op til 2850 m. I Salpa Bhanjyang-passet står en stupa (et buddhistisk monument), som markerer, at jeg nu er på vej ind i en ny verden præget af sherpa-folket. De bebor den øverste del af bjergene med deres køer og yakokser. Vi har undervejs været inde i nogle primitive sæterhytter at få sherpa-te (med mælk og salt), en hård yak-ost røget over ildstedet, og en herlig frisk blød yak-hytteost. Hytterne er en blanding af stald og bolig med et ildsted i midten og et par lejer på jorden rundt om. Nede i de dybe dale bor rai-folket, ligesom de også gør på den anden side af passet. Kvinderne bærer store smykker i næsen, som hænger ned over munden. To rai-byer, Bung og Gudel, ligger over for hinanden, spredt ud over hver sin bjergside med en dyb slugt imellem. Landet er smukt og frodigt, og byerne er et stort puslespil af køkkenhaver og risterrasser.

Phakding, Khumbu, 18. Oktober.
Nu er jeg nået til Khumbu, området syd for Mt. Everest, og det vrimler med turister på stien og i landsbyerne. Overgangen er sket gradvist. I et stykke tid har det været normalt med toilet, og nu til aften giver det mening at tale om ”hotel” eller ”lodge”. Jeg har eget værelse, udendørs bad med varmt vand, elektricitet, og en restaurant, der serverer f.eks. æblepie og pizza. Værelset koster 5 kr. Det er en utrolig forandring i landskab og levevis, jeg har oplevet ved bare at vandre i halvanden uge. Først sov jeg i et tropisk klima udendørs under halvtag i en spinkel bambushytte, og maden blev lavet ud til gaden på et åbent ildsted, så alle i landsbyen kunne deltage i det fælles liv. Oppe i bjergene flyttede det åbne ildsted indendørs i små brædde- eller stenhytter og skabte nogle aldeles mørke og tilsodede rum, hvor man samlede sig om den varmende ild og mad. Og i går sad vi bænket omkring bordet med petroleumslampen og en kande chang (den lokale gærede majsdrik) med køkkentøj og service på alle vægge i et solidt to-etages stenhus og blev underholdt af en tilsyneladende fysisk og åndsfrisk værdig gammel mand på 91 år med en stor hvid hårpragt. Han havde været med Edmund Hillary på Mt. Everest helt op til camp 6, og under krigen havde han kæmpet mod japanerne i Burma. Turismen og bjergbestigningsekspeditionerne har bragt velstand til Khumbu og gjort den til en af de rigeste egne i Nepal. Heldigvis for sherpaerne tog det sin begyndelse samtidig med, at deres gamle levevej, handel med Tibet, blev afbrudt af kinesernes invasion af Tibet i 1959. – Vejret de sidste to dage har været perfekt, en næsten skyfri blå himmel, så der er frit udsyn til alle de hvide tinder, der dukker op oven over de snævre dale, vi vandrer igennem.

Tengboche, 22 0ktober.
I torsdags sagde jeg farvel til Angpurba i Namche. Han har været alle tiders hjælp som bærer og guide. – Namche er nu hovedbyen i Khumbu, udgangspunkt for alle trekkingture og ekspeditioner. Vejen op til Namche var een lang kø af turister, bærere og yakokser, svært at passere hinanden på stien. Heldigvis er trængslen langt mindre nord for Namche. Vejret har været dårligt i fire dage, skyerne hænger lavt og skjuler bjergene det meste af dagen, og der er hundekoldt og fugtigt her i 3860 meters højde. På en dagtur fra Namche til det smukke lille kloster i Thame, højtbeliggende i golde omgivelser, mødte jeg Adam, en hyggelig og venlig polak, som lånte mig sin dunjakke for resten af turen, fordi han selv skulle hjem nu. Den bruger jeg flittigt. I Namche efterlod jeg til gengæld en del overflødig vægt på hotellet, så rygsækken nu er til at bære selv. I går delte jeg pension med tre danskere fra Århus. De var på en større familietur, men gruppen var blevet splittet for alle vinde. De var selv vendt om pga. sygdom (kulde, højdesyge), og een var blevet evakueret med helikopter pga. højdesyge.

Dingboche, 4350 m, 25 okt.
Morgenerne er utroligt smukke. Så står alle de hvide tinder tindrende klart mod den blå himmel horisonten rundt: Ama Dablam, Lhotse, Makalu, Everest, Nuptse, og hvad de nu ellers hedder. Men op på formiddagen kommer skyerne, og så kan det blive nogle meget lange eftermiddage i pensionen, hvor man sidder og kigger og prøver at holde varmen. Om natten er det frost, så det er koldt at skulle uden for flere gange om natten for at tisse, fordi urinproduktionen forøges kraftigt i denne højde. I dag kravlede jeg op på et 5650 m højt bjerg. Luften er tynd og skridtene korte og langsomme. Det gav lidt hovedpine, højdesygesymptom, men det fortager sig igen, når man kommer ned. Jeg prøver at holde et roligt tempo i dagsmarcherne, så jeg forhåbentlig undgår højdesyge.

Chukhung, 4750 m, 27. Okt.
I nat vågnede jeg for første gang og snappede efter vejret. Jeg måtte have hovedet ud af hullet i soveposen for at være sikker på at få nok ilt. (i 5000 meters højde er der kun ca. halvt så meget ilt som ved havoverfladen). Tidligt i morges mens de små vandløb endnu var frosset til, begyndte jeg at kravle op på Chukhung Tse, 5857 m, det højeste jeg endnu har været. Under mig lå et gråbrunt, goldt morænelandskab med enkelte grønne søer, og rundt om mig sorte bjergvægge, og is, is og blåhvide gletschere. Det føltes næsten, som var jeg på højde med verdens højeste bjerge. Og tilmed var vejret perfekt.

Lobuche, 4940 m, 28. Okt.
For i dag hyrede jeg en bærer, mest for at have en stedkendt ledsager over det øde, barske Kongma La pas, 5535 m, hvor jeg ikke kunne påregne at møde andre mennesker. Faktisk mødte vi kun to nepalesere hele dagen, i sig selv en speciel oplevelse i denne egn, der er så fyldt med turister. Fra toppen af passet ser man tilbage i retning mod Chukhung, der ligger i en gryde omgivet af 8000 m høje bjerge. I den anden retning kan man se langt ud i horisonten, hvor tinde ligger ved siden af tinde.

Gorak Shep, 5170 m, 30 0kt.
Nu fryser vandet til is i min vanddunk i sovekammeret om natten. Jeg er kommet til Gorak Shep, den sidste mulighed for overnatning inden Mount Everest og Tibet. Om eftermiddagen i går klatrede jeg op på Kala Pattar, 5600 m, for at se solnedgangen over Pumori, Nuptse og Everest. Vi var syv på toppen, og to tyskere serverede kaffe fra deres medbragte gasblus, så vi kunne holde varmen, mens vi så kulørerne skifte på bjerget. Til sidst var det et kapløb med tiden om at nå ned til hytten, mens vi endnu kunne finde stien i mørket. I syd kom nymånen og de første stjerner frem, og mod nord skinnede Nuptse og Everest endnu selvlysende mod nattehimlen.

Gorak Shep, 31. Okt.
I går gik jeg til Everest Base Camp. Herfra kan man se Khumbu Ice Fall, hvor gletscheren maser sig ned fra Everest i en tyk masse med dybe sprækker. Under isfaldet rejser isen sig i imponerende istårne og isslotte som et magisk månelandskab. På vejen derud skal man krydse Khumbu gletscheren, men her ligner den ikke, hvad man normalt forstår ved en gletscher. Den er helt gråsort dækket af et tykt lag sten, som ligger hulter til bulter i små bjerge, som man skal passere. Hist og pist dukker isen op mellem stenene. Jeg følte mig meget træt i går og kunne næsten ikke få benene med. Jeg kom kun helt derud, fordi jeg fulgtes med Greg, en flink fyr fra Californien. Så efter 22 dages uafbrudt vandring har jeg besluttet at tage en hviledag i dag og nyde solen, som skinner dagen lang. Men tidligt i morges var det 14 graders frost.

Gokyo, 4750 m, 3. Nov.
I går krydsede jeg over Cho La passet, 5420 m, for at komme ned i Gokyo dalen. I selve passet går man over en rigtig hvid gletscher med masser af is og vid udsigt over bjergene. I dag har jeg derimod krydset en rigtig træls sort gletscher fyldt med stenmoræner for at komme det sidste stykke til Gokyo. Gokyo er ligesom Kala Pattar et hovedmål for de fleste turister i Everest området, faciliteterne er fine mht. overnatning, mad og slik. Man kan få vin, pizza, europæisk chokolade, etc. Jeg bor på værelse sammen med Greg, som jeg har fulgtes med hertil. Han er brandmand og paramedic (= ambulancefører) i Orange County, Los Angeles, og minder lidt om Nicholas Cage i Scorceses film Bringing Out the Dead. Han har den samme lidt apatiske ro og humoristiske sans, der skal til for at klare et så stressende job. Han er 37 år og far på deltid til en dreng på 11. Hans girlfriend er halvt dansk.

Gokyo, 5 nov.
I går og i forgårs klatrede jeg op på Gokyo Ri, 5340 m, og til et pas. Herfra er Everest meget længere væk end fra Kala Pattar, men udsynet er meget bedre, fordi man kan se hele bjerget. I dag gik Greg og jeg ud til den ”femte” sø, hvor udsigten er lige så storslået.

Namche, 7. Nov.
På to dage er vi nået fra Gokyo tilbage til Namche. Efter et par uger i et arktisk klima er det herligt igen at mærke en lille smule varme, at se træer, buske og blomster. Jeg har ikke været syg undervejs, ikke engang forkølet, men alligevel er det anstrengende, at især morgener, aftener og nætter er så kolde. Farlige situationer synes jeg ikke, jeg har været udsat for – på nær en enkelt livsfarlig bro på den første del af turen med rådne planker mere end 100 meter over en dyb kløft. En del planker var allerede knækket og efterlod et tomrum mod dybet, som man havde forsøgt at dække med grene. Til gengæld hører man beretninger om mennesker, der er døde af højdesyge eller er blevet skubbet i afgrunden af en yakokse på en snæver sti. (Når man møder yakokser, skal man altid stille sig ind mod bjerget og lade dyret passere udenom). – På vejen til Namche i dag var jeg inde i klostret i Khumjung og så, hvad man hævder er skalpen af en yeti (den afskyelige snemand).

Lukla, 9 nov.
Efter 32 dages vandring (heraf een hviledag) er jeg nu i Lukla, parat til at flyve til Kathmandu. Jeg hentede min deponerede bagage i Namche og lejede en bærer til en lang og sej 8 timers vandretur til Lukla. Der var ikke nær så mange turister på stien nu som på udturen, så den sidste halvdel af oktober er nok den mest overrendte tid. Jeg er ikke blevet træt af at gå så meget, tværtimod har det været en fornøjelse at vandre igennem så pragtfuld en natur. Den første del af turen var mere varieret mht. klima og landskab, og først og fremmest kom man langt tættere ind på livet af nepaleserne og deres hverdag. I Everest området foregår alt samvær med andre turister, og overnatningsstederne er indrettet til udelukkende at imødekomme turisternes behov. Til gengæld er bjergene enestående smukke, og kun det barske klima og de ringe muligheder for at blive vasket tærer lidt på energireserverne.

Kathmandu, samme aften.
Efter en trættende flyvetur i det lille 20 personers fly, som blev ved at cirkle rundt i luftrummet over Kathmandu for at finde et hul i skylaget, hvor det kunne gå ned, er det herligt at sidde i T-shirt i en blomsterfyldt garden restaurant midt i Kathmandu (jeg kan huske den fra for 12 år siden) og nyde en ægte italiensk pizza med skinke ledsaget af en stor Tuborg og efterfulgt af cheese cake med Miles Davis, årgang 1952, over musikanlægget.

Goa, 13. dec.
Inden jeg kommer hjem på lørdag, så lad mig lige fortælle, hvad jeg oplevede i går. Bedst som jeg sad ved strandkanten i Goa under stjernehimlen og nød en masalakrydret red snapper (en fisk) tilberedt i tandoori-ovn og lyttede til bølgernes slag mod stranden og vindens susen i palmerne, så dukkede ud af mørket en flok rød- og hvidklædte børn med en stor dreng i spidsen iført nissehue og nisseskæg, som i kor brød ud i engelske julesange. Så var jeg klar over, at klokken var faldet i slag for denne ferie og jeg hellere måtte se at komme i den rette julestemning.
De sidste fire uger i Sydindien har været lidt op og ned – uden den samme intensitet som vandreturen gennem Nepal: anstrengende og stressende, når den indiske sociale virkelighed bliver for nærværende, stillestående og afslappende på de palmeklædte strande, og eksotisk fascinerende imellem antikke tempelruiner i et øde romantisk stenlandskab.

         YUNNAN, CHINA 04