Til venstre:
Rismarker nær Bahundanda

Til højre:
En yakokse parteres i Dharapani

                NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photo to enlarge
 

I dag spiste jeg frokost i Bahundanda med en pragtfuld udsigt over bjergene. Herfra har jeg fulgtes med Jean til Kanigaon, et fredeligt sted i bjergene uden elektricitet, men med varmt brusebad (solfanger). Jean er irer, men bor nu i Australien. Hun har sagt sit konsulentjob op for at rejse i Nepal og måske starte sit eget rejsebureau i Australien med speciale i Nepal.
Det er bemærkelsesværdigt så få trekkere, man møder på stien. Faktisk ser jeg færre end for 14 år siden. Det skyldes nok frygten for terrorisme og at vi nu er sidst på sæsonen. Det er ved at være vinter, og de fleste turister er taget hjem. Til gengæld er det en dejlig fornemmelse at være næsten alene i bjergene. Her i Kanigaon er der to gæstehuse, og Jean og jeg er de eneste besøgende.

Vi er gået nordpå langs Marsyangdi Khola (= flod) gennem snævre dale til Tal. Vi er kommet godt 500 m til vejrs, og vejret er blevet betragteligt koldere og samtidig overskyet, som om det kunne blive uvejr. En israeler hævdede i dag, at Thorung La-passet nord for Annapurna var fuldt af sne og ikke kunne passeres.
Vi har besøgt et nationalpark-check-point-kontor her i Tal til aften, og det fremgik, at der kun var kommet 50 turister igennem i løbet af dagen. I år 2000 kom 76.407 trekkere til hele Annapurna-området - heraf 17.000 i oktober og 11.700 i november. Men i 2001 blev den kongelige familie myrdet, og maoisternes angreb tog til, og siden er turisternes antal faldet dramatisk.

Jean og jeg skiltes i formiddag i Dharapani. Hun havde gået et par dage med vabler på fødderne og ønskede at give dem lidt ro en dag eller to. Måske ses vi igen i Manang. Sammenlignet med en organiseret ekspedition er charmen ved et tea house trek som dette bl.a., at man møder mange spændende mennesker, som man udveksler tanker og oplevelser med og måske følges med en tid lang (eller kort).

I dag har jeg mødt fem trekkere (i to hold), som var på vej tilbage fra Thorung La dels pga. voldsom kulde i passet, dels højdesyge. Langt hovedparten af trekkerne når dog over passet, men man skal have det rette udstyr med - og det mener jeg, at jeg har. Faktisk har jeg nok lidt for meget med. Jeg bærer på ca. 13 kg, og det er lige 1 - 2 kg for meget. Men jeg hyrer ingen bærer. Der er en tilfredsstillelse i at være uafhængig og i ikke at behøve andre til at bære ens nødvendigste ting.

Her i Koto er vi så tre tyskere og mig i gæstehuset i aften. Det regner udenfor, og indenfor er fjernsynet tændt. Det første sted siden starten af trekket, jeg har set et fjernsyn. Hver aften indtil videre har jeg kunnet få et varmt bad - også noget nyt i forhold til for 14 år siden. Et varmt bad er fint, når vandet varmes ved solenergi, men problematisk, når det som i aften sker med de sparsomme ressourcer af træ i bjergene. I Everest-området har befolkningen indgået en aftale om helt at afstå fra brugen af træ til opvarmning og madlavning.
Mens jeg sidder her til aften og skriver, spørger værten mig, om jeg vil på et trek til Nar Phu.
 

Nar Phu

In autumn 2002 the Nar and Phu valleys, spectacular regions of ethnically Tibetan inhabitants, were opened for trekking. This region was first  explored by Tilman in the 1950s. Climbing expeditions have been visiting the region since the 1950s to attempt the nearly 7,000 m Mt Kanguru, whose imposing western flanks dominate the approaches to the two valleys, but very few trekkers have explored these virtually untouched villages.

Nar Phu valleys are reached by following the Annapurna Circuit as far as Koto and then heading north through a narrow gorge, alongside a thundering river and into the high, arid valleys that Bhotia people have inhabited for many centuries. On your way to Phu you pass throught the semi-permanent winter settlements of Meta, Chako and Kyang.
From Nar you may cross back into Manang valley across Kang La or retrace your steps to Koto.
 

Nar Phu (eller Naar Phu) er et par isolerede dale nordøst for Manang ind mod Tibet, hvor der kun bor 850 mennesker af tibetansk afstamning. Fra Koto er det let at overse den stejle, snævre kløft ind til Nar Phu dalene, men når man er kommet igennem kløften breder der sig et nyt stort dalsystem ud.

Tilman udforskede området omkring 1950, men siden har det været et lukket område. Kun få turister har derfor nogensinde besøgt området, før det pludseligt blev åbnet i efteråret 2002.
Mads Mathiasen, Explore Himalaya, orienterede mig om muligheden for at trekke hertil, men han skulle have 4000 - 5000 kr. for turen, så jeg opgav det igen og havde faktisk slået det helt ud af hovedet. Værten her skulle kun have 800 kr. for et discount trek på fem dage (US $ 20 om dagen), men så skulle vi også snyde politi-check-posten for en dyr trekking permit.
 

Ruten til Nar Phu

Phu Khola:
Den snævre kløft som fører fra Koto op til Nar Phu
 

Shange: min
guide, bærer og kok

 

De to tibetanske kvinder i Meta ved aftensmåltidet:
Lakpa Coma Lama og
Jompa Lama

Chako

                 NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photo to enlarge
 

Meta, 20. november.
5. dag: Koto, 2640 m - Meta, 3200 m.

I løbet af morgenen har værten fundet en bondedreng, Shange, 17 år, fra et af de små nabohuse, som skal fungere som kombineret guide, kok og bærer. Han kan nogle få engelske ord, nu må vi så se, om det slår til. Efter at have fortalt betjenten i politi-check-posten, at jeg skulle videre til Pisang, sneg jeg mig over hængebroen over Marsyangdi Khola bag check-posten, og udstyret med telt og proviant til fem dages trek begav vi os op gennem den meget snævre Phu Khola (= floddal). Jeg bærer min egen rygsæk bortset fra det, jeg har givet Shange i en dagtursrygsæk. Flere steder er stien hugget ud i klippen højt over floden.

Meta er en lille sæter med nogle få huse, tilsyneladende kun beboet af et par kvinder. Da vi ankom, var de i færd med at grave efter nogle små fine rødder i jorden.
Til aften sidder vi udenfor i frostvejr under et halvtag omkring et bål: tre tibetanske kvinder, tre bærere og to turister. Bålet bliver hele tiden fodret med små kviste fra buske i det sparsomt bevoksede landskab. De tre kvinder laver uafbrudt mad over bålet i mørket: tibetansk te, kogte kartofler, ris, tsampa (= majs- eller hirsegrød, vistnok), strimler af yakkød, te, etc. Imens er skydækket forsvundet, og stjernerne og fuldmånen får bjergene rundt om til at skinne svagt, og i det fjerne mod syd stråler Annapurna II, 7939 m, og Lamjung Himal i frostnatten.
 

Kayang

Chorten og bedemur
 

Bedemur ved Kayang

Stien fra Kayang til Phu

                 NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photo to enlarge
 

Phu, 21. november.
6. dag: Meta, 3200 m. - Phu, 4050 m.

I dag er vi fortsat op langs floden Phu Khola, og undervejs passerede vi to næsten mennesketomme landsbyer Chako og Kayang, 3740 m. Husene af sten falder næsten i et med det omgivende gråbrune landskab. Nogle af husene har tydeligvis engang bestået af tre etager: stald forneden, lade ovenpå, og beboelse øverst. Men nu er de delvist faldet sammen (formodentlig pga. affolkning af dalen) og står tilbage som mærkelige tårnruiner i de golde bjerge.
 

Blue sheep

Porten med bedemur
 

Ruten til Nar Phu
 

Stien til Phu     

                 NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photo to enlarge
 

Phu

Phu beliggende på en klippetop
 

Dalen så ud til at ende blindt, men gennem en forsnævring kom vi ind i et nyt og anderledes landskab af røde sandstensbjerge. På en bjergside så jeg nogle store dyr, måske blue sheep. Floden har skåret sig dybt ned gennem sandstenen, og på et tidspunkt må vi klatre næsten lodret op ad bjerget. Vi passerer gennem en buddhistisk port, går forbi bedemure og chortens (buddhistiske monumenter), følger stien, der er bygget ind i bjerget højt over floden og går over små træbroer, når stien ellers ville være forsvundet i afgrunden. Til sidst, hvor dalen breder sig ud, får man øje på Phu bygget op ad en bjergside. Vi har ikke set et eneste menneske på stien hele dagen, og jeg er også den eneste turist her i Phu. Solen har skinnet fra en blå himmel hele dagen, men vi har kun haft fornøjelse af den et par middagstimer, hvor den nåede ned til os på bunden og på siden af den snævre dal.
 

Herover og til venstre:
Phu set fra klosteret
Tashi Lhakhang Gompa
 

Chortens over Phu

                 NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photo to enlarge
 

Phu er en fantastisk tibetansk landsby, der er bygget op omkring en knold i dalen og op ad bjergsiden. Byen virker meget større end den er, fordi hvert hus består af flere etager, hvor taget på en etage er forgård til rummene ovenover. (Mit telt er slået op i en sådan forgård). Fra etage til etage kravler man ad slanke træstammer, som der er hugget trin ud i.

Shange siger, at her kun bor omkring 150 personer fordelt på 20 -25 huse. Hvad de lever af her i denne ødemark er mig en gåde. Men aldrig har jeg oplevet noget så originalt tibetansk. Ladakh i Nordindien for 14 år siden er det, som kommer tættest på. Det eneste tegn, jeg har set i dag, på, at befolkningen har kontakt med en større verden, er solfangere på taget af næsten alle husene.
 

Phu
 

På vej til Phu er jeg kommet 1700 m til vejrs på to dage, men heldigvis har jeg ikke mærket nogen højdesyge. Turen til Kanchenjunga må nok stadig sidde mig i kroppen. Maveproblemer er jeg lykkeligvis også blevet forskånet for, selvom hygiejnen på dette trek til Phu lader meget tilbage at ønske. Men nu kræver menuen heller ikke hverken den store fingerfærdighed eller kogekunst: müesli, grød, pulversuppe, nudler og ris med tomatketchup.
I går morges gik jeg en tur i Phu: op til gompaen (= klosteret), der var lukket, og gennem de smalle gyder i byen - med passage i gadeniveau under nogle af de ældste huse. Den tætte bebyggelse har karakter af en fæstning.
Man holder yak, køer, heste og geder.
 

Vævning på gårdspladsen