NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photos to enlarge
Manang,
25. november.
10. dag: Ngawal, 3657 m - Manang, 3540 m.
Shanges
job sluttede i Ngawal, og han tog hjem i morges. Til gengæld hyrede jeg
en bærer, Tsering Gurung, for tre dage til at slæbe min rygsæk op på
toppen af Thorung La. Turen i dag til Manang var en herlig slentretur på
to en kvart time i pragtfuldt vejr gennem et storslået landskab med
Annapurnamassivet lysende på venstre side. Så dagen er at regne for en
hviledag efter mange dages anstrengende vandring. Her i Braga og Manang
konkurrerer hotellerne om, hvem der kan lave de bedste kanelsnegle,
chokoladekager og æbletærter, så det er bare om at prøve sig frem. Til
kagen har jeg prøvet en "Manang-kaffe": kaffe med spiritus og
smør (ghee).
Det
er en overraskelse for mig, at den nation, der kommer flest trekkere fra,
er Israel. To unge israelere, jeg talte med, siger, at det skyldes presset
og stresset hjemme. Når man har været soldat i et par år (både mænd
og kvinder selvfølgelig), ønsker man at undslippe en tilværelse på
kanten af liv og død og søge friheden på rejsen.
Aldersfordelingen
er også interessant. Medens jeg ved Kanchenjunga befandt mig mellem jævnaldrende
og også en del, der var ældre end mig, så er jeg her virkelig den
"bedstefar", som nepaleserne fortsat insisterer på at kalde
mig. De fleste trekkere er vel mellem et par og tyve og et par og tredive.
De store ekspeditioner med hele halløjet af telte, bærere, kokke,
sherpaer, etc. er der (heldigvis) ingen af. Det er for sent på sæsonen
for dem.
Souvenirbutik oven for Manang
Tsering i
Thorung La
Thorung La
Thorung
Phedi, 26. november.
11. dag: Manang, 3540 m - Thorung Phedi, 4450 m.
I
dag har også været en dejlig tur på 6 timer op til Thorung Phedi Base
Camp, hvorfra bestigningen af Thorung La starter i morgen tidlig. Jeg er
allerede akklimatiseret fra Nar Phu, så jeg har ikke behøvet at holde
de samme antal hviledage undervejs som de fleste andre. I dag er vi
eksempelvis kommet 900 m til vejrs. Det er også dejligt at være fri for
at slæbe på rygsækken. Tsering, min bærer, synes den er tung og har svært
ved at følge med.
Udsigt fra Thorung
La mod nordvest
Udsigt fra Thorung La i retning
mod Muktinath
Jharkot
NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photos to enlarge
Jharkot,
27. november.
12. dag: Thorung Phedi, 4450 m - Thorung La (pas), 5416 m - Jharkot, 3550
m.
Afsted
fra Base Camp kl. 5.30. Efter en times stejl opstigning i mørket kommer
man til hotel High Camp, som er placeret så højt, at mange får højdesygesymptomer
her, hvis de overnatter. Efter en lille time mere kommer man til en tea
shop, og efter endnu en time er jeg
kl. 8.30 i passet,
Thorung La, hvor der også er en
primitiv tea shop. Tre timer er hurtigt, men så har Tsering jo
også båret min rygsæk. Han vender tilbage til sin hjemby herfra. Der
var ikke meget sne i passet, og den sne, der var, var presset hårdt
sammen og let at gå på. På den anden side af passet kommer man ned i en
smuk dal med vid udsigt over bjergene. Der er ikke megen vegetation pga.
manglende nedbør, men smukke brune, røde og violette farver i
landskabet.
Første
by er Muktinath, et vigtigt pilgrimscenter for buddhister og hinduer. Men
efter en hel dags vandring er der ingen energi til at se på indiske
guder. Målet er Jharkot, en hyggelig, fredelig by i smukke omgivelser en
halv time længere fremme. Der er stadig tid til at tage et dejligt hedt,
solopvarmet bad, vaske tøj, gå tur, nyde solen, spise æbletærte og
drikke abrikosbrændevin.
I
øvrigt er jeg nu allerede på "the tourist trail". To
processioner af fancy-klædte turister - lige fløjet ind til Jomsom -
vandrer gennem landskabet anført af en nepalesisk guide. I udkanten af
byen er alle deres telte slået op. Jeg har det bedre med det mere
individualistiske miljø på den anden side af passet.
Udsigt fra Kagbeni mod nord ad
Kali
Gandaki mod Mustang
NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photos to enlarge
Kagbeni,
28. november. 13. dag: Jharkot,
3550 m - Kagbeni, 2840 m.
Bare
et par timers gang til Kagbeni, et dejligt sted at slappe af, en grøn
oase af marker og frugthaver (æbler og abrikoser) midt i et goldt
landskab, hvor floderne Kali Gandaki og Jhong løber sammen.
Dana,
1. december. 14. dag: Kagbeni,
2840 m - Marpha (Neeru Guest House - anbefales), 2670 m.
De
sidste tre dage har jeg gået ned gennem Kali Gandaki-dalen, som siges at
være verdens dybeste slugt, fordi den ligger mellem Annapurna-massivet og
Dhaulagiri-massivet. Sådan føles det nu ikke helt, for der er trods alt
38 km mellem bjergene, og de ses kun med mellemrum. Men der er en meget
kraftig vind igennem slugten fra syd mod nord, som hvirvler sand og støv
op i ansigtet. Kali Gandaki har i århundreder - indtil omvæltningen i
Tibet i 1959 - været en vigtig handelsvej mellem Tibet og Nepal. I rige
og smukke handelsbyer som Marpha og Tukuche er der blevet udvekslet især
salt fra Tibet med ris og byg fra Nepal.
NB: Klik på billedet for forstørrelse / Click on photos to enlarge
Tatopani,
2. december. 17. dag:Dana, 1400 m - Tatopani, 1190 m.
Kun
halvanden times gang til Tatopani. Tatopani betyder varmt vand, og her er
et bad med varmt kildevand, som jeg straks hoppede i om formiddagen - så
varmt at ikke alle brød sig om det. Frokost i en dejlig
solbeskinnet have under bugnende appelsin- og citrontræer og røde
julerosebuske. Og så i pølen igen hen på eftermiddagen, indtil det blev
mørkt. Her kunne man sidde og snakke med en hel del af de mennesker, jeg
har mødt på trekket de sidste to uger.
Ghorapani,
3. december. 18. dag: Tatopani,
1190 m - Ghorapani, 2870 m.
Fra
Tatopani er der en del, der forlader Annapurna via en lang dags trek til
Beni og derfra bus Pokhara. Mange bliver overraskede over, hvor
anstrengende turen rundt om Annapurna trods alt er, og hvor lang tid den
varer, så de vælger den hurtigste genvej tilbage til det 21. århundrede
(i dag så jeg en kvinde kværne korn ved håndkraft mellem to store
sten). De har fået nok af at klatre, og ruten over Ghorapani går
uafbrudt opad hele dagen, en stigning på 1700 højdemeter. Men dermed
forspilder de også chancen for en sidste tur gennem de fredfyldte, grønne,
frodige mellemste bjerge, hvor der også her om vinteren kan høstes afgrøder,
en dejlig kontrast til de mange turister de sidste dage ned gennem Kali
Gandaki. (Det gælder om ikke at forcere turen, når man er kommet over
Thorung La, så der stadig er reserver at trække på til de sidste
udfordringer. Selv har jeg valgt at hyre en bærer i dag og i morgen).
Men
når man så når Ghorapani i passet skal det siges, at man mødes af en
samling store grimme hotelkasser. Man er nærmest tvunget til at overnatte
her, for herfra starter turen i morgen tidlig kl. 5.30 op til Poon Hill,
3193 m, for at se solopgangen over Himalaya.
Solopgang
set set fra Poon
Hill mod Dhaulagiri
Pokhara,
4. december.
19. dag: Ghorapani, 2870 m - Poon Hill, 3193 m - Naya Pul, 1070 m -
Pokhara (med bus).
Flot
solopgang over Annapurnamassivet og Dhaulagiri - set fra Poon Hill. Man
kan fornemme meget af den tur, jeg har gået de sidste næsten tre uger.
Derpå 2100 m nedad og nedad gennem skov, risterrasser og dejlige
landsbyer til landevejen til Pokhara.
Annapurnamassivet med Annapurna South, 7219 m
Hvis
man sammenligner turen rundt om Annapurna med den samme tur for 14 år
siden, så er det dejligt, at man hver aften kan få et varmt bad (det
fandtes ikke før), og det er et fantastisk fremskridt, at der nu er
toiletter overalt. Bjergsiderne omkring landsbyerne var ikke noget kønt
syn dengang. Til gengæld er noget af autenticiteten gået tabt. Før
spiste og opholdt man sig i familiens centrale rum: et dunkelt, sodet køkken
centreret omkring ildstedet. Nu sidder man i en stor, lys, anonym
spisesal. Fornemmelsen af at bo hos en familie er forsvundet. Men
nepaleserne har heldigvis ikke forandret sig. De er stadig de samme
herlige mennesker: åbne, venlige, værdige.
Rundt
om Annapurna
1. dag:
Kathmandu (bus) - Besi Sahar, 760 m - Khudi, 790 m.
2. dag: Khudi, 790 m - Kanigaon, 1170 m. 3. dag: Kanigaon, 1170 m - Tal, 1700 m.
4. dag: Tal, 1700 m - Koto, 2640 m.
5. dag: Koto, 2640 m - Meta, 3550 m. 6. dag: Meta, 3550 m - Phu, 4350 m.
7. dag: Phu, 4350 m - Sate Gompa, 3400 m.
8. dag: Sate Gompa, 3400 m - Nar, 4000 m.
9. dag: Nar, 4000 m - Kang La (pas) 5322 m - Ngawal, 3657 m. 10. dag: Ngawal, 3657 m - Manang, 3540 m. 11. dag: Manang, 3540 m - Thorung Phedi, 4450 m.
12. dag: Thorung Phedi, 4450 m - Thorung La (pas), 5416 m -
Jharkot, 3550 m. 13. dag: Jharkot, 3550 m - Kagbeni, 2840 m. 14. dag: Kagbeni, 2840 m - Marpha,
2670 m.
15. dag: Marpha, 2670 m - Kalopani, 2530 m.
16. dag: Kalopani, 2530 m - Dana, 1400 m. 17. dag:Dana, 1400 m
- Tatopani, 1190 m. 18. dag: Tatopani, 1190 m - Ghorapani, 2870 m. 19. dag:
Ghorapani, 2870 m - Poon Hill, 3193 m - Naya Pul, 1070 m - Pokhara (med
bus)